84 ansatte i Region Midtjylland er bekræftet smittet med covid-19

Fra og med i dag opgør Region Midtjylland dagligt hvor mange ansatte, der er smittet med coronavirus.

Genrebillede.
Genrebillede.
Foto: Lars Helsinghof Bæk/Ritzau Scanpix

Fra og med i dag vil Region Midtjylland hver dag kl. 13 offentliggøre hvor mange ansatte i regionen, der er smittet med coronavirus, covid-19.

Indtil videre er 84 bekræftet smittet. Til sammenligning var 114 medarbejdere i Region Hovedstaden konstateret smittet den 29. marts 2020. Og i hele Region Midtjylland var 485 konstaret smittet den 1. april 2020.

Det er medarbejdere fra hospitaler herunder psykiatrien og det sociale område, der er smittet. Regionen måler ikke antal smittede i administrationen.

- Jeg synes ikke, det er noget højt tal, fordi når man ser på sygefravær, er det tal ikke højere end det har været de seneste par år i marts måned, siger koncerndirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Flere end 700 er testet

I alt er der mellem 26.000-27.000 ansatte på hospitaler, i psykiatrien og på socialområdet i Region Midtjylland. Og lidt flere end 700 af dem er på nuværende tidspunkt blevet testet for covid-19. Ligesom i resten af landet, er der dog et mørketal.

- Der kan gå nogle rundt, der ikke har symptomer, ligesom der kan i resten af landet, siger Ole Thomsen.

Han afviser ikke, at det på nogle afdelinger kan have konsekvenser, at nogle blandt personalet er smittet, men vil ikke udtale sig mere konkret.

- Der kan ligesom i resten af samfundet være koncentrationer af covid-smittede nogle steder, siger han.

Blevet lettere at teste 

Han fortæller dog, at det fra i går er blevet lettere at teste sundhedspersonale. Tidligere skulle en ansats arbejdsgiver underskrive en attest om, at det var vigtigt at få testet medarbejderen, men den blanket bruges nu ikke længere.

- Nu tester vi også medarbejdere med lettere symptomer, så det er lettere at teste sundhedspersonalet, siger Ole Thomsen.

Samtidig fortæller han, at de fra begyndelsen har haft et skrapt regime i forhold til deres ansatte. Hvis de havde de mindste symptomer skulle de blive testet eller blive hjemme. Derudover har de forskellige retningslinjer, som medarbejderne skal overholde, og de har lavet videomateriale, som også deres familie kan se.

Mørketallet er mindre på hospitaler

Ifølge Sundhedsstyrelsen bliver sundhedspersonale testet mere end andre, og derfor skal man ikke forvente, at mørketallet er lige så højt som i resten af befolkningen. Det sagde Søren Brostrøm på et pressemøde onsdag.

Fremover vil myndighederne dog teste endnu flere og også flere grupper af borgere. Efter påske vil det danske sundhedsvæsen kunne teste op mod 15.000 om dagen for coronavirus. Det skriver DR. 

I alt er 3.355 dansker bekræftet smittet med covid-19, men der er ifølge myndighederne et stort mørketal, da ikke alle indtil nu er blevet testet, og flere kan gå rundt i samfundet uden symptomer. Omkring 30.000 danskere blevet testet for covid-19 indtil nu. Det tal dækker dog kun dem, der har fået svar.

I Region Midtjylland var i alt 77 midtjyder indlagt på et hospital med covid-19 den 2. april. Heraf ligger 26 på intensiv. 

På landsplan er 104 personer, som havde covid-19, døde. Opgørelsen af antallet af døde omfatter dødsfald, der er registreret indenfor 30 dage efter påvist COVID-19 infektion. COVID-19 er ikke nødvendigvis den tilgrundliggende årsag til dødsfaldet.