Nu skærpes jagten på skadelige stoffer i grundvandet
Skadelige kemiske stoffer er tidligere fundet flere steder i landet, og nu skærper Region Midtjylland indsatsen for at finde PFAS i grundvandet.
De findes i papir og pap, i dit tøj og dine sko, og så er de skadelige for miljøet.
PFAS-stoffer, en massebetegnelse for en stribe kemiske stoffer, der gennem mange år er anvendt i alverdens dagligdagsting, har de seneste år fået øget fokus i offentligheden. Særligt efter der i 2021 blev fundet stoffet PFOS i kødkvæg ved Korsør.
Nu skal Region Midtjylland også på ekstra jagt efter PFAS-stoffer i vand og jord. Det fremgår af dagsordenen for Regionsrådsmødet den 23. februar, hvor et af punkterne er en indsatsplan for jordforurening i 2022.
Nogle rigtig trælse stoffer
Faktisk er forekomsten af de skadelige PFAS-stoffer i regionen blevet undersøgt siden 2014, men det yderligere fokus på PFAS skyldes blandt andet, at Miljøstyrelsen i sommeren 2021 skærpede grænseværdierne for indhold af fire PFAS-forbindelser i grundvandet til 2 nanogram pr. liter grundvand.
De fire er PFOA, PFNA, PFHxS og PFOS. Det er de fire mest kendte forbindelser indtil videre – og samtidig også nogle af de værste, forklarer Morten Steen, geolog og ansat ved Region Midtjyllands kontor for jordforurening.
- Den vigtigste grund til undersøgelserne er, at det rent ud sagt er nogle rigtig trælse stoffer, siger Morten Steen.
PFOS er en af mange kemiske forbindelser i PFAS-familien eller perfluorerede alkylsyreforbindelser, som er den fulde betegnelse.
Stærkt skærpede grænseværdier
Ifølge et bilag til dagsordenen til regionsrådsmødet er 215 lokaliteter allerede siden 2014 blevet undersøgt for PFAS-stoffer, men skærpelsen af grænseværdierne betyder, at regionens folk blandt andet skal genbesøge nogle af de undersøgte steder.
Miljøstyrelsen oplyser, at der fortsat er en grænseværdi for 12 navngivne PFAS-forbindelser på 0,1 mikrogram pr. liter grundvand. 0,1 mikrogram svarer til 100 nanogram.
De fire særlige PFAS-stoffer, der tidligere er nævnt, får dog nu øget bevågenhed med en grænseværdi på bare to nanogram, hvilket er 50 gange mindre end tidligere.
Samtidig kan laboratorierne i dag spore langt flere PFAS-stoffer, end de kunne for år tilbage, hvilket giver anledning til at kigge på gamle prøver igen.
Lidt forenklet sagt bliver både geologer og menigmand gradvist klogere på de skadelige PFAS-stoffer, og dermed vokser bevågenheden på området også.
Morten Steen mindes, hvordan man for 30 år siden blot kendte til seks pesticider – i dag kender man til hundredevis og konsekvenserne af dem.
PFAS-stoffer er alle vegne
Problemet med de skadelige PFAS-stoffer bliver forstærket af, at de dels er højmobile, altså at de bliver udvasket i grundvandet, men ikke så let går i opløsning, forklarer Morten Steen. Desuden spredes de alle vegne.
- Du kan undersøge isbjørne på Nordkalotten og finde PFAS-stoffer i dem, siger geologen.
At PFAS-stofferne har fået mere bevågenhed, blev han også gjort opmærksom på i sidste uge, hvor han sad og så skiløb ved vinter-OL. Her blev det diskuteret, om nogle af atleterne fortsat smurte et middel indeholdende PFAS-stoffer under skiene for at glide bedre. Det blev nemlig ellers forbudt sidste år.
Netop en glat overflade er noget af det, PFAS-stoffer bruges til at skabe, hvad en det er at få noget til at glide lettere eller undgå at det sidder fast.
- Det har nogle glimrende egenskaber i forhold til at være vand- og fedtafvisende, siger Morten Steen, uden det dog skal lyde som en ros af stofferne – tværtimod mener han.
- Det er et område, vi skal have mere viden om, understreger han.