10-årige Silas vinder førstehjælpspris - reddede livløs lillebror fra at drukne

En flot pris og 10.000 kroner rigere. I dag blev 10-årige Silas Callesen kåret til Årets Førstehjælper af Røde Kors.

2:27
Vi besøgte Silas og hans familie, da han havde fået at vide, han var nomineret.
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

Som den yngste nogensinde fik 10-årige Silas Callesen fra Skals i dag overrakt noget af en pris.

Nemlig prisen som Årets Førstehjælper, som Røde Kors hvert år uddeler i samarbejde med Aleris-Hamlet Hospitaler til en, som har reddet et andet menneskes liv.

I sommer reddede han sin bare fireårige lillebror Tobias op af familiens pool, og gav ham livreddende hjertemassage. 

I op mod otte minutter var lillebroren livløs, men det lykkedes altså Silas Callesen at få liv i sin lillebror igen.

DSC_0138
Foto: Privatfoto

- Han er mega glad, og det kan jeg da godt forstå, siger Michelle Callesen, der er mor til Silas og lillebroren Tobias.

- Han havde svært ved at forstå det lige i øjeblikket, men jeg kunne se, at han var stolt, fortæller moren.

Udover den flotte pris medfølger der også en pengepræmie på 10.000 kroner.

- Han har snakket om, at han gerne vil have en Playstation, så det skal han have lov at købe, fortæller Michelle Callesen. 

Derudover skal nogle af pengene også gå til en tur til København til sommer.

lillebror og storebror og mor
Foto: Katrine Angel, TV MIDTVEST

En tur som familien egentlig skulle have været på sidste sommer, men som blev udskudt på grund af lillebrorens ulykke. 

- De sidste penge gemmer vi til ham til senere. Så kan han få gavn af dem, når han bliver lidt ældre, fortæller moren.