Hvordan er man pårørende til en pårørende? - Husk, at sorg tager tid

En 20-årig mand er fundet død i Nørresø i Viborg efter flere dages eftersøgning. Direktør i sorgcenter roser befolkningen i byen.

Flere har vist deres omsorg ved at lægge blomster og stille lys ved Nørresø.
Flere har vist deres omsorg ved at lægge blomster og stille lys ved Nørresø.
Foto: Benjamin Hald, TV MIDTVEST

Det kan være svært at vide, hvordan man bedst håndterer mennesker i sorg. 

Spørger man Preben Engelbrekt, der er direktør og stifter af Det Nationale Sorgcenter, så kan man ikke rigtig gøre noget forkert, hvis man gør det af omsorg.

Det kan nemlig være svært som pårørende selv at række ud. 

- Mange efterladte beskriver, at der bliver meget, meget stille efter begravelsen eller bisættelsen af deres pårørende, siger han. 

- Tommelfingerreglen er, at man som pårørende til en pårørende selv rækker ud og tilbyder omsorg og hjælp. Det er sjældent, at de efterladte har overskud. 

Derfor roser han også de mindehøjtideligheder, der bliver holdt og er afholdt i forbindelse med den unge student fra Viborgs forsvinden og død. 

Den 20-årige sejlede natten til lørdag ud på Nørresø i Viborg sammen med to venner. Undervejs forsvandt han på søen. Torsdag aften fandt politiet ham død. 

Undervejs har blandt andet mandens underviser på gymnasiet holdt en mindehøjtidelighed med eleverne i den afdødes klasse, flere har lagt blomster ved søen og fredag aften afholder Viborg Domkirke en mindehøjtidelighed for hele byen. 

- Det er præcis den slags tiltag, der skal til. Det er sådan noget, vi ved, der betyder meget for de pårørende, siger Preben Engelbrekt.

- Men vi skal huske, at sorg tager tid.