Ondt blod mellem Viborg- og Midtjylland-fans: Politiet er forberedt på uroligheder

Indtil videre har der ikke været optræk til ballade i forbindelse med eftermiddagens fodboldkamp, men skulle der komme problemer, så er politiet klar.

1:25
Politiet havde forberedt sig godt på tumult mellem tilhængere af VFF og FCM. Men det forløb fredeligt.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

I dag er der lokal-derby, når FC Midtjylland møder Viborg FF på Viborg hjemmebane.

På grund af corona må der kun være 4.000 tilskuere på stadion - og de skal alle sammen være Viborg-fans.

Men det betyder ikke, at politiet ikke forventer, at der kommer til at være Midtjylland-fans i Viborg i dag.

- Vi skal være med til at sikre, at det bliver en festlig fodboldkamp, siger Christian Toftemark, der er leder af KSN, der står for kommando station, hos Midt- og Vestjyllands Politi.

- Vi er klar til at have en god dag med en god dialog, så kampen kan gå i gang som planlagt, men hvis nogle vil puste til ilden, så er vi også klar til det, fortsætter han. 

Samtidig understreger Christian Toftemark, at der lige nu ikke er noget, der tyder på, at det trækker op til ballade.

Kun en enkelt gang sent i går aftes rykkede politiet ud til at maskeret gruppering af FCM-fans i Viborg.

På grund af corona er dagens indsats til lokalopgøret anderledes, end den normalt ville være. Nu kan alle fansne nemlig ikke være samlet på stadion, og derfor vil politiet være at finde både i Herning og Viborg.

- Det er selvfølgelig lidt mere at holde styr på, når der er to lokationer, siger Christian Toftemark.

- Men vi satser på, at det bliver en stille og rolig og god fodboldkamp, siger KSN-lederen.

Indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at der er optræk til ballade i Viborg.
Indtil videre er der ikke noget, der tyder på, at der er optræk til ballade i Viborg.
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Romerlys og kanonslag på banen

Det er mere end fire år siden, at Viborg og FC Midtjylland tørnede sammen, og her var politiet også på plads omkring de mange fans i gaderne.


- Det er en stor kamp på den måde, at vi bruger en del ressourcer på den, sagde Allan Laustsen, der var leder af KSN hos Midt- og Vestjyllands Politi, dengang til TV MIDTVEST.

- Vi vil forsøge at være til stedet fra starten af. Lige fra de begynder at mødes inde i byen, fortsatte han.

Kampen i februar 2017 blev spillet i Herning, og her indfandt sig hurtigt en stor flok Viborg-tilhængere.

- Lige i øjeblikket har jeg på fornemmelsen, at det er meget vigtigt, at vi er synlige i gadebilledet og at de ved, at det er os der bestemmer. Ellers kunne det godt eskalere, sagde Erik Kristensen, der var indsatsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi på dagen.

Dengang lykkedes det da også at få de to fangrupper guidet ind på stadion uden problemer.

2:22
Vi var med, da FCM og VFF senest mødte hinanden i 2017. Her var politiet også forberedt på uroligheder.

Dog fortsatte det ikke helt smertefrit. Kort inden kampstart fyrrede Viborg-fans nemlig op for en masse romerlys.

Og selvom det gav anledning til, at man overvejede om kampen skulle fløjtes i gang, startede kampen til tiden. 

FC Midtjylland-fans valgte dog et kvarter inde i kampen også at tænde romerlys, samt at smide et kanonslag ind på banen.

Kampen blev afbrudt i to minutter, og publikum fik at vide, at hvis der ville komme flere uroligheder, ville de to mandskaber gå i omklædningsrummet. 

Hadets kamp

Da FC Midtjylland og Viborg FF mødte hinanden i august i 2016 var politiet også på plads i Viborg. Allerede dengang blev kampen omtalt som hadets kamp.

Her stod Viborg-fans klar til at tage imod FCM-tilhængerne, da de ankom fire timer før kampstart.

Og derfor stod politiet klar.

- Hvis de kommer for tæt på hinanden, så er incitamentet til at gå i flæsket på hinanden alt for stort, sagde Erik Kristensen, der er indsatsleder hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Tidligere samme år havde et opgør nemlig ført til, at en FCM-fan kastede en dåseøl i hovedet på en betjent. Det førte til en voldelig konflikt med både anholdelser og karantæner.

- Det er ærgerligt. Det er nogle ressourcer, vi godt kunne have brugt til andre ting, sagde Henrik Glintborg, der er vicepolitiinspektør hos Midt- og Vestjyllands Politi, dengang til TV MIDTVEST.

3:31
Også i 2016 var politistyrken på plads, da de to mandskaber tørnede sammen

Kort tid inden kampstart er der ikke optræk til ballade, selvom de to fangrupper befinder sig få meter fra hinanden.

- Overordnet set er det forløbet rigtig, rigtig godt. Der har ikke været noget mellem de to holds fans, sagde Erik Kristensen.