Stefan Lassen klar til VM i sin fødeby: - Det største nogensinde

VM i ishockey i Herning bliver den største sportsbegivenhed på dansk jord nogensinde - også for en af byens børn, Stefan Lassen.

9:22
Her kan du se hele programmet om den store sportsbegivenhed i Herning.
Foto: Alexandra Lund Lysgaard, TV MIDTVEST

Stefan Lassen er tilbage hvor det hele begyndte - i Herning hvor han lige om lidt skal repræsentere Danmark ved VM i ishockey.

- Det smager lidt af hårdt arbejde og blod i munden, siger Stefan Lassen.

Den 33-årige Herning-dreng spiller i dag i den bedste finske liga, hvor han er kaptajn for holdet Pelicans Lahti. Han bor i Sverige sammen med sin svenske kone, to børn og nummer tre på vej. Men fra han kunne gå og hele sin ungdom har han skøjtet ud for Herning Blue Fox.

- Der er rigtig meget, der sidder i hjertet her, så det er en stor fornemmelse at stå her på isen, siger Stefan Lassen. 

0:56
Stefan Lassen glæder sig rigtig meget til at spille på hjemmebane her i Boxen i herning.

Han har vundet guld med Herning flere gange, før han i 2009 tog skøjterne på nakken og flyttede til udlandet. Først til Sverige, så til Østrig og nu altså i Finland. Og sammen med mange andre Herning-drenge er han fast mand på det danske landshold.

- Personligt er det jo en kæmpestor fornøjelse og ære at få lov til at spille for Danmark. Og at få lov til at spille i Herning, hvor det hele ligesom begyndte, og hvor jeg har min familie og venner – det er endnu større, siger Stefan Lassen.

Ude godt – Herning bedst

Når Stefan Lassen er hjemme i Herning, så er der især to steder, han skal slå et smut forbi. En softice fra Frellsen og byens bedste spareribs fra Bones er et must. Men selvom han er hjemme til VM, så bliver der ikke meget tid til besøg hos familie og venner.

- Der er mange, der ikke rigtigt forstår, at jeg ikke har tid til at komme hjem og besøge folk eller drikke kaffe, selvom der er VM i Herning. Men det når jeg simpelthen bare ikke, siger Stefan Lassen.

Stefan Lassen er imponeret over forholdene i Boxen i Herning. Og han glæder sig over, at VM har fundet vej hertil. Det største nogensinde for ham.

- Jeg havde aldrig troet, vi skulle få det til Danmark. Jeg håbede selvfølgelig, det skulle lykkes at få det til Herning, men jeg troede ikke rigtig på det, for vi er jo ikke den største by i Danmark, siger Stefan Lassen.

Stefan Lassen er en af de ældste på det danske landshold. Her spiller han sammen med andre ”gamle” Herning-drenge som Frans Nielsen og Peter Regin.