Kommentar: FCM står med en gylden Champions League-chance

Dan Hirsch Sørensen, Sportskommentator

Et hold fra Ungarn, Slovakiet eller Cypern må ikke spænde ben for drømmene.

0:24
FC Midtjyllands anfører, Mads Bech, drømmer om at spille i Champions League.

Tæt på drømmelodtrækning. Sådan må vurderingen være efter, at der mandag middag blev trukket lod til playoff-runden i Champions League-kvalifikationen.

For FC Midtjylland kunne ikke have ønsket sig en anden modstander. 

Det bliver vinderen af dobbeltopgøret mellem slovakiske Slovan Bratislava og cypriotiske Apoel FC, som bliver midtjydernes sidste forhindring før drømmelandet - det nye ligaspil i Champions League.

Men først skal FC Midtjylland lige gøre arbejdet færdigt imod ungarske Ferencvaros, der venter i morgen aften på MCH Arena. Og så er der returopgør i Budapest i næste uge.

Efter lodtrækningen er man næsten der, hvor det nu vil være en skuffelse, hvis ikke FC Midtjylland kvalificerer sig til det forjættede land. 

Midtjyderne er med sejren over Santa Coloma fra Andorra sikre på europæisk gruppespil i efteråret. Spørgsmålet er nu bare, om det skal være Conference League, Europa League eller Champions League. Jeg synes, det bør blive til Champions League.

Og så er jeg med på, at man i fodbold spiller med marginaler og tilfældigheder. Men med de ambitioner og den trup man har fået sammensat i FC Midtjylland, er det hele på et niveau, der gør, at det ikke må være hold fra Ungarn, Slovakiet eller Cypern, der spænder ben for drømmene.

FC Midtjylland står pludselig med en gylden chance for at komme i Champions League. 

daso_dsc_3578.jpg
Af Dan Hirsch Sørensen
Sportskommentator

Dan har spillet 200 superligakampe for AGF, Ikast FS og Vejle Boldklub og var anfører i en stor del af tiden. Han ragede i øvrigt et hav af røde kort til sig. Efter fodboldkarrieren har han også beskæftiget sig med sport. Nu betragter han spillet fra sidelinjen for TV MIDTVEST som sportskommentator.