Annette Lind: Ikke rød blok som bremser gymnasiereformen
Der var en forhåbning om, at der torsdag kunne landes en aftale om en ny gymnasiereform, men det skete ikke.
Forhandlingerne om en ny gymnasiereform er skudt til engang i næste uge, erfarer Ritzau.
Torsdagens forhandlinger førte ikke til en aftale, hvilket der ellers var lagt op til. Det er især karakterkravet for at komme i gymnasiet, som skaber hovedbrud ved forhandlingsbordet.
Venstre og De Konservative vil have et karakterkrav på 4 i dansk og matematik, mens Socialdemokraterne, De Radikale og SF vil have et karakterkrav på 2. Dansk Folkeparti og Liberal Alliance mener, at karakteren 4 er for lavt sat.
Alternativet og Enhedslisten sidder ikke længere med ved forhandlingsbordet.
Mette Abildgaard, De Konservatives politiske ordfører, mener, at det er de tilbageværende røde partier, som er problemet.
- Vi har en blå blok, som er samarbejdsvillig, og som er indstillet på at indgå kompromisser for at få en bred aftale.
- I rød blok er der en eller anden stolthed i forhold til det 2-tal, som gør, at de ikke kan forhandle, når vi sidder i lokalet. Det er en samlet rød blok, der står meget firkantet i disse forhandlinger, siger Mette Abildgaard.
Annette Lind, Socialdemokraternes undervisningsordfører, afviser, at det er rød blok, som bremser en aftale.
- Det har ingen gang på jorden. Vi forhandler, og vi havde ikke troet, at vi blev færdige i dag. Vi vil gerne have en bred aftale, og derfor forhandler vi også videre i næste uge. Der er nogle ting i slutfasen, som skal diskuteres ordentligt, siger hun.
Det vides endnu ikke, hvilken dag undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) indkalder partierne til forhandlinger i næste uge.
Mette Abildgaard er pessimist efter torsdagens forhandlinger.
- Med mindre rød blok kigger sig i spejlet og ser, at de har en forpligtelse over for uddannelsessektoren, så tror jeg heller ikke, at vi når en aftale i næste uge, siger hun.
Først var det Alternativet, der forlod forhandlingerne i april, og tirsdag i denne uge gjorde Enhedslisten det samme.
Foruden karakterkravet på 4 er de røde partier heller ikke meget for at barbere i antallet af studieretninger, hvilket der er lagt op til.
/ritzau/