Listetyve på spil: Borer hul frem for at knuse rude
Politiet i Silkeborg har fra weekenden set en stigning i en særlig form for indbrud.
Typisk bliver ruder knust ved indbrud i boliger, men tyvene, som lige nu er på spil i Silkeborg, borer bare hul ved siden af et vindue, fortæller Kenn Sølvkær Jensen, som er politikommissær hos lokalpolitiet.
- Det er mere listetyvsagtigt, for det larmer ikke lige så meget, som når en rude bliver knust. På den anden side kan de her tyve også være nemmere at afsløre, fordi de har en boremaskine med, siger han.
Politikommissæren forklarer, at tyven borer et lille hul ved siden af den indvendige løftepal, hvor de så sætter et stykke jern eller lignende ind og løfter vinduet op.
Tirsdag aften klokken 18.15 var der et indbrud på Balle Kirkevej i Silkeborg med netop den fremgangsmåde. Her gik en alarm, og husejeren var hjemme i løbet af ti minutter. Men der var intet spor af indbrudstyven, og der var heller ikke stjålet noget.
Fra og med weekenden har der i alt været omkring fire af denne type indbrud.
- Det er lidt specielt, når vi ser det, og det er klart mere forberedt, fordi man jo ikke kan bore uden at have noget med til at gøre det. Tyvene har det med at bruge samme modus, så det har vi også in mente, når vi skal opklare denne slags indbrud, siger politikommissæren, som har et par gode råd i ærmet.
- Vi vil gerne, at folk er ekstra opmærksomme på, om nogen går rundt i området og ser søgende ud. I så fald skal man vise, at man har set dem og eventuelt spørge, hvad de leder efter.
Desuden er det ifølge politikommissæren en god ide at lægge mærke til biler i området og eventuelt tage et billede af registreringsnummeret, for hvis der skulle komme indbrud, så har man det.
Politiet har lavet fem nyttige råd til at beskytte sig mod indbrud, dem kan du finde her.