Bekræftet: Ulv stod bag 21 fåredrab
Miljøstyrelsen bekræfter, at det var en ulv, som dræbte 21 får hos Jørgen Blazejewicz i starten af februar.
I starten af februar fik fåreavler Jørgen Blazejewicz sig en grim overraskelse, da 21 af hans får henover natten var blevet dræbt.
Allerede dengang mistænkte fåreavleren ulve for at stå bag drabene, og det bekræfter Miljøstyrelsen nu i en pressemeddelelse.
- Nu viser DNA-prøver, at det var ulv, som havde angrebet dyrene. Hændelsen fandt sted bag en ulvesikret indhegning, som var blevet ødelagt af krondyr, skriver de i en pressemeddelelse.
Sidenhen har Miljøstyrelsen bestilt såkaldte hegnsvogtere, som elektronisk skal advare, hvis der er fejl på hegnet.
Fredag fandt Jørgen Blazejewicz dog endnu engang døde får. Denne gang to af slagsen.
- Der er ikke så meget nyt at sige til det. De her får gik ved et mobilt hegn, og det ville være uendeligt svært at sikre, ja tæt på umuligt, fortæller han og tilføjer:
- Hvis det her fortsætter, så kommer vi under pres.
Det er dog ikke bekræftet, at de to seneste drab er foretaget af en eller flere ulve.