Nanna er frustreret over kunders trusler: - Hvis ikke jeg får mine penge, laver jeg en dårlig anmeldelse
Nanna Bundgaard er medindehaver af Yuaia Haircare, og hun oplever i højere og højere grad, at kunder truer med at skrive dårlige anmeldelser på Trustpilot, hvis de ikke får deres vilje.
Ordrerne glider ind i et godt tempo ved Yuaia Haircare i Roslev lidt uden for Skive, og det er jo en god ting for medindehaver Nanna Bundgaard.
Men mange ordrer betyder også, at flere sender varer retur, og her møder indehaveren af butikken af og til modstand.
- Hvis man køber et sæt af to produkter, så får man et gratis håndklæde i gave. Men der er så nogle, der sender produkterne tilbage - men ikke den gratis gave, og det står der jo i vores handelsbetingelser, at man skal, fortæller hun.
Når hun efterfølgende fratrækker håndklædets pris fra det beløb, kunderne skal have retur, så falder hammeren fra utilfredse kunder.
- Så bliver de sure og skriver "hvis ikke jeg får mine penge, laver jeg en dårlig anmeldelse på Trustpilot", lyder det fra Nanna Bundgaard.
Føler sig presset til at give efter
Selvom det ikke er hver dag, at beskeder som disse tikker ind i indbakken, så føler Nanna Bundgaard sig alligevel presset til at give kunderne det, de efterspørger.
- For mig har det en større værdi, at jeg så bare giver efter, og at jeg så ikke får en dårlig anmeldelse, selvom jeg føler mig uretfærdigt behandlet. Som virksomhedsejer ved jeg, at det er sindssygt vigtigt, hvad folk går og fortæller, så i 9 ud af 10 tilfælde refunderer jeg det hele til dem, samtidig med at de beholder gaven, fortæller hun.
De fleste har nok hørt tesen om, at kunden altid har ret. Selvom det måske ikke er tilfældet hver gang, fylder sider som Trustpilot så meget hos danskerne i dag, at dårlige anmeldelser derinde kan gøre en verden til forskel for virksomhedsindehaverne.
- Jeg giver efter, fordi jeg kan fornemme, at en dårlig anmeldelse på Trustpilot fylder mere, end 10 positive gør. Derfor giver jeg kunden det, de ønsker, selvom det kan være frustrerende, uddyber hun.
- Læs handelsbetingelserne
Forbrugerrådet Tænk mener ikke, at virksomhederne skal give efter for kunden, blot fordi de er utilfredse. Så længe dialogen er god og saglig, så mener de ikke, at det er en indikator på, at det er et dårligt sted at handle.
Og så har Forbrugerrådet Tænk også en klar opfordring til de mange bag skærmen, der foretager deres køb på internettet.
- Man skal som forbruger være opmærksom på at læse de vilkår, der gælder, for de køb og services, man foretager, fortæller Ida Nynne Daarbak Reislev, der er jurist i Forbrugerrådet Tænk.