Hundelufter finder lig i Nykøbing

En hundelufter har tirsdag middag fundet et lig i udkanten af Nykøbing. Liget har ligget længe.

Lig1
Foto: Privatfoto

Ved middagstid tirsdag har en hundelufter fundet et lig i udkanten af Nykøbing. Det oplyser vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi til TV MIDTVEST.

Liget blev fundet i et skovstykke i nærheden af rundkørslen mellem Næssundvej og Limfjordsvej. Her har politiets teknikere i løbet af eftermiddagen undersøgt området.

- Vi har haft en retsmediciner oppe og lave findestedsundersøgelser, men der er for nuværende ikke noget, der tyder på, at der ligger en forbrydelse bag, siger vagtchefen.

Liget er nu kørt til retsmedicinsk afdeling i Aarhus, hvor dødsårsagen skal fastslås nærmere. Liget har ligget så længe, at det er vanskeligt at identificere personen nøjagtigt, selvom politiet har en formodning om, hvem det er.