Genialt: Laver fiskekasser om til genbrugsplastik

En lang række virksomheder i Midt og Vestjylland er for længst i gang med at blive grønnere. En af dem er EPS-Recycle i Thisted, der er godt i gang med at lave en forretning ud af at genanvende fiskekasser af flamingo.

Sådan ser flamingo ud, når det bliver lavet om til genanvendeligt plastik.
Sådan ser flamingo ud, når det bliver lavet om til genanvendeligt plastik.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

En virksomhed i Thisted har taget den grønne førertrøje på. For otte år siden fandt virksomheden EPS-Recycle på at genanvende flamingokasserne fra fiskeindustrien.

- I første omgang var det jo for at lave en forretning ud af det, men derudover er der jo også en kæmpe miljøgevinst ved at gøre det, siger Lars Steffensen. Administrerende Direktør, EPS Recycle, Thisted.

Kasserne bliver indsamlet fra Hanstholm Havn. Tidligere blev de bare smidt ud og brændt, men nu havner de i en maskine, som komprimerer flamingoen og laver det til blokke af 100 kilo hver som genanvendes.
Kasserne består af 98 procent luft og to procent olie – men de er hundrede procent forurening, hvis ingen gør noget ved dem.

Hvert år bliver 1.350.000 brugte fiskekasser fra Hanstholm og lande som Belgien, Holland og Italien lavet om til genanvendelig plast.

- I grove træk knuser vi materialet i en knuser, og så sender vi det ind i en maskine, som i store træk koger materialet, og så får vi et færdigt produkt ud af flamingoen, siger Lars Steffensen. Administrerende Direktør, EPS Recycle, Thisted.

I dag har den nordvestjyske virksomhed seks ansatte - men det tal kunne godt ha være endnu højere. Men selvom virksomheden endnu ikke giver overskud, er humøret helt oppe i det grønne felt.

- Det er da fedt, de bliver brugt, i stedet for at de bare bliver spildt, siger Alex Steffensen, medejer, EPS Recycle, Thisted.

Plastikken fra fiskekasserne ender blandt andet i biler, billedrammer og bøjler, og EPS-recycling regner med at 2019 er året hvor fiskekasser bliver lig med overskud.

2:46
En stribe virksomheder i landsdelen er allerede i gang med den grønne omstilling. En virksomhed i Thisted genanvender flamingo-fiskekasser.