Arbejdsulykke: Mand har fået fastklemt sit ben
En 67-årig mand fik onsdag ved middagstid fastklemt sit underben i Højslev nær Skive.
Ulykken skete i forbindelse med renoveringen af et hus på Skolevej i Højslev nær Skive. Her fik en 67-årig mand fastklemt sit underben onsdag middag. Politiet modtog anmeldelsen kl. 12:48.
- De har været i gang med at grave ned ved soklen, fordi der skulle nye vandrør ned. Soklen er så skredet og er faldet ned over ham, oplyser Ole Vanghøj, der er vagtchef hos Midt og Vestjyllands Politi.
Både politi, lægehelikopter og ambulance har været på stedet.
- Manden er efterfølgende blevet kørt til tjek på sygehuset i Viborg, men han er uden for livsfare, siger vagtchefen.
Arbejdstilsynet er orienteret om sagen. De skal nu undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.