Sigtet for besiddelse af et halvt kilo amfetamin
En 46-årig mand, der tirsdag blev anholdt i Stakroge, blev onsdag varetægtsfængslet til den 7. august.
En 46-årig mand blev sigtet for besiddelse af over 500 gram amfetamin med henblik på videresalg, da han onsdag middag blev fremstillet i et grundlovsfør ved retten i Herning.
Det oplyser anklageren i sagen, Michelle Munk Pedersen.
Den 46-årige blev tirsdag anholdt på en adresse i Stakroge syd for Sdr. Felding. Politiet ville i første omgang ikke oplyse, hvor stor en mængde narko, betjentene fandt under ransagningen af hans adresse. Det skyldtes, at der var tvivl om, hvorvidt retsmødet skulle holdes bag lukkede døre.
Men grundlovsforhøret var åbent, og den 46-årige erkendte besiddelsen af den store mængde amfetamin. Han var også sigtet for besiddelse af en mindre mængde kokain og amfetamin, men det kunne han ikke erkende.
Dommeren besluttede at varetægtsfængsle manden indtil den 7. august - en beslutning han valgte ikke at kære til landsretten.