Thisted-virksomhed tilbyder økonomisk hjælp til medarbejdere
Virksomheden forsøger at skabe tryghed på arbejdspladsen ved at stille 300.000 kroner til rådighed for sine medarbejderes problemer
Virksomheden netIP, der blandt andet har en afdeling i Thisted, har oprettet en fond, hvor medarbejderne kan søge om penge. Det kan være til alt lige fra byggeprojekter til medicin, og det har gjort, at der nu står folk på venteliste til at få et job hos virksomheden.
- Vi sætter mennesket i centrum i netIP. Når man siger det, så mener jeg også, det er vigtigt, at man gør noget for at vise det, siger Martin Kjølhede, som er bestyrelsesformand i netIP.
I oktober måned 2017 oprettede de derfor fonden Familycare. Den indeholder hvert år 300.000 kroner, og indtil videre er der 8 medarbejdere, der har nydt godt af fonden.
Arbejdspladsen hjalp medarbejders datter
En af dem er medarbejderen Rasmus Broholm Andersen, hvis datter har type 1 diabetes. Da familien manglede midler i forbindelse med sygdommen, hjalp arbejdspladsen med økonomisk støtte.
- Vi kan sove mere trygt, når vi ved, at min datter har de hjælpemidler, hun skal have, siger Rasmus Broholm Andersen.
For at få del i fonden kan man enten indstille sig selv eller indstille en kollega, og der kan søges om økonomisk hjælp til alt, hvad en medarbejder opfatter som et problem.
- Nogen ville måske foretrække noget mere i løn, men jeg ser det som en kæmpe gevinst, siger Jesper Thomsen Grauenkjær. der er medarbejder i virksomheden og som før har indstillet en kollega til at få del i pengene fra fonden.
Indtil videre er halvdelen af fondens penge blevet brugt.