De bestemmer, hvor ofte bussen kører: Nu skal de selv undvære bilen
Hvordan går det, når tre politikere skal parkere bilen og i stedet bruge den offentlige transport. Det vil TV MIDTVEST finde svaret på.
Nu skal politikere ud af bilen og i stedet ind i bussen, toget eller have snøret skoene ordentligt fast.
Det er nemlig blevet tre politikeres tur til at prøve, hvordan det er at stå helt uden egen bil og være fuldstændig afhængig af offentlig transport.
I tre uger var det nemlig forbudt at starte bilen for flere midt- og vestjyder, der deltog i et TV-eksperiment for at blive klogere på hvilke alternativer, der er til biltransporten, som står for næsten en femtedel af Danmarks CO2-udledning.
Det viste sig at være en svær opgave for deltagerne.
I den forbindelse efterspurgte flere brugere på Facebook, om politikerne ikke selv kunne komme ud af fjerene og prøve, hvordan det er at bruge den offentlige transport i Midt- og Vestjylland.
Det skal de nu.
Socialdemokratiets transportordfører, Thomas Jensen, bestyrelsesmedlem i Midtjyske Jernbaner og regionsrådsmedlem Martin Jakobsen (K) og Struers borgmester, Marianne Bredal (V), har sagt ja til at deltage i endnu et eksperiment.
Det er nemlig dem, der kan have indflydelse på, hvordan den offentlige transport fungerer.
- Det lød sjovt, og det er vigtigt at bakke op om det, som I laver. Men jeg ved faktisk ikke helt, hvad der venter, smiler Marianne Bredal.
Politikerne bliver sat af et sted i landsdelen, og så er deres opgave at være klar til et interview i vores 19.30 nyhedsudsendelse på TV MIDTVEST i Holstebro.
Om politikerne når det til tiden, hvordan det pludselig er ikke at have sin bil inden et tv-interview, og hvordan det er at køre med offentlig transport, kan du se lige her.
Eksperimentet begynder klokken 16, du kan live følge politikerne her på TV MIDTVEST.dk.
Se hele TV-eksperimentet De billøse, hvor modige midt- og vestjyder parkere deres egen bil i tre uger ved at klikke nedenfor.