Var det noget med en bid af Trump? Bager kommer med 'sød' stikpille
En bager kommer med en stikpille af den sødere slags i kølvandet på debatten om Donald Trump og Grønland.
Nogle kommer med sure opstød, når de er utilfredse. Bager Kjer i Videbæk kommer med en lidt sødere stikpille.
I disse dage har de nemlig suppleret den klassiske kajkage med en kvajekage, der forestiller Donald Trump.
- Vi hørte i medierne, at Donald Trump ville have Grønland, uanset om han skulle købe det eller tage det ved magt. Vi snakkede om, at han da var lidt af et kvaj, siger bagermester Peter Kjer.
Sådan opstod kvajekagen, der er en romkugle overtrukket med orange marcipan og forestiller Donald Trump.
- Det er en svær en, for man skal passe på, at det ikke bliver for farvet. Men det giver lidt omtale og får folk ind i butikken, siger Peter Kjer.
De særlige kager har i den grad lokket kunderne til, efter de første kvajekager blev sat til salg i torsdags. Efter omtale i flere medier var der udsolgt dagen efter.
Så længe de bliver solgt, er Trump-kagen at finde hos Bager Kjer.
- Det er udbud og efterspørgsel. Vi bliver ved, så længe folk kan se det sjove i det, siger Peter Kjer.