61-årig løsladt i sag om hvidvask af narkopenge med minkskind
Sagens hovedmistænkte er fortsat fængslet.
En 61-årig minkmand med tilknytning til Midt- og Vestjylland er blevet løsladt, efter han har siddet varetægtsfængslet siden oktober.
Det bekræfter forsvarer Mira Tøfting over for TV MIDTVEST.
Manden er en del af en sag, hvor han ifølge National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) har medvirket til hvidvask af narkopenge gennem minkskind.
Samlet set mener anklagemyndigheden, at den 61-årige har modtaget mindst 6,5 millioner kroner i form af narkopenge i bytte for minkskind i perioden oktober 2022 til juli 2024.
På det tidspunkt, hvor en del af hvidvasken ifølge anklagemyndigheden skulle have fundet sted, havde den 61-årige en fremtrædende rolle i minkbranchen.
1. oktober 2024 anholdt NSK ti personer. Politiet slog blandt andet til mod adresser i Lemvig og Thisted kommuner.
Ved et grundlovsforhør, der blev holdt ved Retten i Aarhus dagen efter anholdelserne, nægtede den 61-årige sig skyldig.
Dommeren valgte på baggrund af grundlovsforhøret at fængsle den 61-årige, da der var en begrundet mistanke om, at han var skyldig i flere sigtelser.
Derudover ville han, hvis han var på fri fod, have mulighed for at samstemme forklaring med de øvrige sigtede, lød det i kendelsen om varetægtsfængsling.
Ved flere retsmøder har en dommer vurderet, at den 61-årige skulle blive bare tremmer, men i sidste uge vurderede National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), at kravene til en varetægtsfængsling ikke længere blev opfyldt. Derfor er manden nu løsladt.
Kun en af sagens sigtede er nu fængslet. Det er en 43-årig mand fra Aarhus, der er sagens hovedmistænkte. Han nægter sig ligeledes skyldig.
Advokat Mira Tøfting har ikke yderligere kommentarer til sagen.
Den 61-årige er omfattet af en kendelse om navneforbud. Han er fortsat sigtet i sagen, der tæller 18 sigtede i alt.