Heidi samler ind til 30-årig mor, der har fået en dødsdom: - Det er så trist og urimeligt

Den lille stationsby føler med Rikke Lund og hendes hårde skæbne, og nu kæmper de for at kunne give hende og familien nogle gode oplevelser, mens tid er.

1:04
Her fortæller Heidi Bundgaard Madsen om indsamlingen. Og Rikke Lund fortæller, hvad det betyder for hende.

Rikke Lund er uhelbredeligt syg. Den 30-årige mor til to små børn fra Ulstrup har uhelbredelig kræft.

- Det kan være 14 måneder, jeg har. Og det kan maks være fem år, fortæller hun.

Hendes hårde skæbne har ramt ikke bare familien og vennerne, men også mange i den lille stationsby.

Blandt andre Heidi Bundgaard Madsen, der simpelthen føler, at hun må gøre noget.

- Det er jo også, fordi jeg selv er mor. Og fordi hun er så ung og har de to små børn på to og fire år, siger Heidi Bundgaard Madsen.

Sygdommen kan hun jo ikke fjerne. Men Heidi Bundgaard Madsen, som kender Rikke Lund fra byen og gennem sin mand, kan måske gøre tilværelsen en lille smule bedre for Rikke Lund og familien.

Så nu har hun sat gang i en indsamling. Målet er at skaffe 100.000 kroner til Rikke Lund og familien.

- Det er så trist og urimeligt, at hun allerede skal stå med den her dødsdom, siger Heidi Bundgaard Madsen med en tydelig klump i halsen.

Det samme har Rikke Lund selv, når hun taler om den indsamling, der er sat i gang for hendes skyld.

- At hun har gjort det… ej, jeg bliver så rørt, indleder Rikke Lund.

- Det gør mig bare mega taknemmelig, slår hun fast.

Heidi Bundgaard Madsen.
Heidi Bundgaard Madsen.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Har rundet de 60.000

Pengene skal bruges på oplevelser. For børnene. Familien. Og Rikke Lund selv.

Helt håndgribeligt er der planer om ture til både Bornholm og Disneyland.

- Jeg ved godt, det lyder fjollet, men det er også megadyrt, påpeger Rikke Lund med et skævt smil.

Det er to år siden, Rikke Lund fik konstateret brystkræft. I dag er hun ramt af både brystkræft og lymfekræft.

- Da min læge siger til mig, at det er uhelbredeligt, går der en sort klap ned. Og det første, jeg tænker, er at mine børn skal miste deres mor. Og min far skal også miste sin datter, siger Rikke Lund.

Indsamlingen til Rikke Lund er godt i gang. Der er indsamlet 60.000 kroner, og en af bidragsyderne er taxachauffør Bo Christian Prytz-Madsen, som også bor i Ulstrup og kender Rikke Lund fra bybilledet.

- Når man møder hende, er hun altid smilende. Jeg har altid godt kunnet lide Rikke, for hun er en frisk pige, fortæller han.

Derfor har han som en selvfølge bidraget til indsamlingen.

- Det fortjener hun. At være noget for sine børn.

Rikke Lund med sin familie.
Rikke Lund med sin familie.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Bliver gift i dag

Det handler i det hele taget om at få tingene gjort, mens man kan. Så Rikke Lund bliver i dag, lørdag, gift med sin Leon.

- Som vi sagde til præsten, så har ”I medgang og modgang, til døden skiller jer ad” jo lige pludselig fået en helt anden betydning.