54-årig sendt bag tremmer - nu er han sigtet for fire påsatte brande
Den 54-årige mand, der natten til lørdag aften blev anholdt efter en påsat brand i Herning, er søndag blevet varetægtsfængslet til 22. januar.
I grundlovsforhøret kom det frem, at han i forvejen var sigtet for tre andre tilfælde af brandstiftelse. Det drejede sig om mindre brande i skraldespande - på Bethaniagade i Herning 23. december, Lille Torv i Ikast 14. december og Drewsensvej i Silkeborg 16. november.
Disse tre brande havde hver især ikke en karakter, der fik politiet til at kræve manden fængslet, men efter lørdagens brand i Bredgade i Herning besluttede anklagemyndigheden at fremstille ham.
Specialanklager Jens Severinsen fortæller, at den 54-årige i retten erkendte, at han havde sat ild til alle fire gange. Dog mente han kun, at der var tale om hærværk og ikke en overtrædelse af straffelovens paragraf om brandstiftelse.
- Derudover ønskede han ikke at udtale sig, siger anklageren.
Ved branden lørdag aften i Bredgade blev der sat ild til en container, der stod op ad en bygning i en baggård.
Flammerne bredte sig til en vinduesramme, men Brand & Redning MidtVest nåede heldigvis hurtigt frem og fik kontrol over situationen.
Indsatlederen har bagefter fortalt politiet, at branden ville have bredt sig til bygningens tag, hvis brandfolkene var ankommet bare to minutter senere.
Den 54-årige har kæret fængslingskendelsen til landsretten.