FCM-spiller sov over sig og blev droppet i storkamp
Thomas Thomasberg vragede Edward Chilufya til kampen mod Fenerbahce, fordi FCM-spilleren havde sovet over sig.
FC Midtjyllands kantspiller Edward Chilufya var ikke med i truppen i torsdagens 2-2-kamp mod Fenerbahce i Europa League.
Fraværet blev i første omgang ikke forklaret nærmere af FCM, men årsagen kom frem efter fodboldkampen i Herning.
Zambieren havde sovet over sig og var ikke mødt til tiden dagen før kampen mod Fenerbahce.
Det forklarer FCM-træner Thomas Thomasberg, der valgte at smide Chilufya af holdet.
- Chilufya sov desværre over sig onsdag, så han røg ud af truppen.
- Når man dagen før kamp ikke er der til tiden, så kommer man heller ikke med i kamptruppen. Jeg har givet ham en krammer, så der er ikke mere i det.
- Men ligegyldigt, hvem man er, så skal man være der dagen før, hvis man skal være med til kamp, siger Thomasberg.
Han vil ikke kalde det en strafaktion mod spilleren, men den slags slendrian før en kamp tolereres ikke i FCM.
- Der er en konsekvens, hvis man ikke møder op til tiden dagen før en kamp. Jeg synes, det lyder så brutalt med straf, men det er en konsekvens, for når man ikke møder op, er man dårligt forberedt.
- Chilufya har ikke gjort det i den tid, jeg har været i klubben, så det kom lidt uventet. Men telefonen var løbet tør for strøm, da han skulle op, forklarer træneren.
Thomasberg står fast på sine principper, når sådan en situation opstår.
- Der er nogle ting, der ikke er til diskussion. Om det er den ene eller anden, så er man ikke klar til kamp dagen efter.
- Han har ellers gjort det godt, og vi har været glade for det, vi har set fra ham, og han lavede et fint indhop nede i Bulgarien, lyder det fra Thomasberg.
Ud over Chilufya var backen Kevin Mbabu også ude af truppen mod Fenerbahce, men i schweizerens tilfælde skyldtes fraværet en skade.
Med det uafgjorte resultat gik FCM videre til knockoutfasen i Europa League.