Feststemning i Bratislava: Midtjyske fans tror på Champions League

Der er højt humør i Bratislavas historiske centrum før aftenens Champions League-brag. 300 midtjyder er klar til at heppe på FC Midtjylland.

300 fans er taget til Bratislava for at støtte de midtjyske spillere.
300 fans er taget til Bratislava for at støtte de midtjyske spillere.
Foto: Dan Hirsch Sørensen, TV MIDTVEST

Klokken 21 onsdag er det, de alle venter på i den slovakiske hovedstad, Bratislava. For det er i aften, at det bliver afgjort, om FC Midtjylland for anden gang i klubbens historie kvalificerer sig til Champions League. 

Og spørger man de midtjyske fans, er der ingen tvivl. FCM går i det forjættede land.

- Det skal vi da, og det gør vi også. Vi vinder 2-0, siger Michael Lehmann fra Sunds.

Han har taget sine to børn, Milas på 14 og Melike på 16, med til Bratislava.

- Da muligheden for en billig rejse med et særfly fra FCM opstod, var der ingen tvivl. Selvfølgelig skulle vi afsted, fortæller Michael Lehmann.

Familien er på MCH Arena i Herning hver gang, FC Midtjylland spiller. Og de er klar til at bakke op om deres helte i aften.

- Hvis vi spiller op til vores bedste, vinder vi også. Jeg tror på 3-1, siger 14-årige Milas.

Hans søster Melike afholder sig fra at spå om resultatet. Men hun vil gøre alt, hvad hun kan for at heppe FCM til sejr.

- Vi fik lige en fridag fra skolen i dag, så nu satser vi på en god aften, siger Melike.

Første opgør i Herning endte for en uge siden 1-1. Dermed skal midtjyderne altså bruge en sejr for at komme i det nye Champions League ligaspil.