Han gejlede duer op i tv-studiet: - Alt det med fjer på. Det er jo dejligt

- Skal vi lige pynte den her lidt?, spørger Alfred Kirk fra Aulum.

Den ene hånd er kroget rundt om en vortedue. Den har et par fjer i forkert farve. Det går ikke. Ikke når man snart skal vise sig frem til årets højdepunkt. Landsstævnet for fjerkræ i Herning.

- Det er nu, vi skal vise, hvad vi virkelig har af kvalitet. Det her er toppen af kransekagen.

Og lige netop derfor har Alfred Kirk netop fået ferie. Den går hverken til Mallorca eller langs solkysten. Den går ud i stalden. Han bor i sit barndomshjem. 

Engang var der seks køer på den ene side og tre søer på den anden i den første stald. Nu er der til kyllinger.

- Alt det der med fjer på. Det er jo dejligt. Det synes jeg godt nok.

Sådan har Alfred Kirk bygget sit hjem op omkring sin store passion. Han har godt nok over 400 duer, men det er ikke fordi, de er favoritterne. Det er bare alt med fjer.

- Duefolk siger, jeg skal droppe hønsene og fokusere på duerne. Og hønsefolket siger, at jeg bruger for meget tid på duerne. Men jeg kan ikke lige sådan vælge, fortæller han.

Han er ellers formand for den lokale dueklub Herning og Omegns Sirdueklub. Og derfor også noget af en ekspert på duer. Vi har før mødt ham på TV MIDVEST. I oktober var han i studiet, for at fortælle om nogle lidt særprægede racer. 

Da syv æg blev til otte kyllinger

Men passionen for fjerkræ begyndte for flere årtier siden. Han fik de allerførste høns, da han var seks år. Dværghøns. Og et børnemirakel skete, da en høne lagde syv æg, men otte kyllinger kom. Og så var Alfred Kirk fascination født.

- Det kunne jeg simpelthen ikke forstå. At der var kommet tvillinger! Men den havde vist bare lagt et æg mere, ræsonnerer Alfred sig frem til i stalden.

Han har mange gode historier at fortælle. Hvordan lidenskaben for duer kom, tilskriver han den lokale due-legende "Skoleinspektør Skriver" .

- Han har gjort rigtig meget for duesporten, fortæller Alfred Kirk.

Og det lyder også som om, han har gjort meget for Alfred Kirk.

- Da jeg var 14 år var jeg ved at komme i slagsmål med en anden dreng. Jeg flygtede, faldt, slog mig og fik glas i benet. Det blødte helt vildt, og lærerne forsøgte at stoppe blødningen. Det gjorde, at jeg aldrig har kunne lave sport mere. Skoleinspektøren lod mig derfor slippe for idrætstimerne. I stedet måtte jeg kigge på hans duer, fortæller Alfred Kirk.

På den måde blev et venskab også født. Skoleinspektøren var i flere år formand for den lokale dueklub ligesom Alfred Kirk selv er det i dag. Men Alfreds passion er siden vokset fra én due til mere end fem høns.

Nu er der også kalkuner, gæs og ænder i foldene. Han har mere end 500 fjerkræ i dag. Og han er faktisk lidt stolt af gæssene.

- Dem har jeg store forventninger til. De afrikanske, jeg har, er aldrig før set i Danmark, fortæller han.

Spyt og knofedt

Gæssene har ikke mange fjer, der skal plukkes. Til gengæld er de fulde lort og mudder. Men det er de ikke, når de kommer til landsstævnet i Messecenter Herning. 

Her skulle de gerne strække hals og tage toppoint med til Aulum.

- Jeg har kvaliteten med, og nogle af mine dyr skal nok vinde noget, forsikrer Alfred Kirk.

Han overlader i hvert fald ikke noget til tilfældighederne. Han skal inden stævnet have smurt zink-salve på hanernes hvide ørelapper og smurt de duer med røde øjne og næb ind i andet glans. Det kan gøres med vaseline - eller lige hurtigt med lidt knofedt og spyt. 

- Duerne må pyntes alt det, man kan. Bare dommeren ikke kan se det, fortæller Alfred Kirk.

I dag er Alfred Kirk meget mere end en duemand. Han fuld af fjer. Takket være dværghøns og en gammel skoleinspektør.

- Men Alfred hvor længe bliver du ved med at have alle de fjerkræ?

- Lige indtil jeg skal bæres herfra, smiler han.

Sådan er der nogle ting, der ikke lige sådan forgår. Ligesom toppen af Alfreds gård. Her vejrer en vejrhane af metal, han arvede fra den gamle skoleinspektør Skriver.

En vortedue.