Hverdagsarkitektur gør Lars Krarup til arkitekturborgmester
Det er indsatsen for arkitekturen over de seneste 15 år, som får Arkitekturforeningen til at belønne bykongen.
"Arkitektur og byudvikling blomstrer i Herning"
"En fokuseret og langsigtet strategisk indsats"
"Muligheder for at bo og være aktiv i naturen"
Herning er mere end bare hede, Boxen og nye motorveje. Ovenstående er nemlig nogle af de sætninger, som Arkitekturforeningen har valgt at knytte til arkitekturen i Herning Kommune.
Ifølge foreningen har byen nemlig udviklet sig så arkitektonisk meget i de sidste 15 år, at borgmester Lars Krarup (V) nu tildeles prisen som årets arkitekturborgmester 2021.
- Lars har været borgmester igennem næsten 20 år, og han har vist, at med en langsigtet strategi og ihærdighed kan man opnå meget med arkitekturen.
- Vi er ikke optagede af, at man laver storslåede operahuse. For os er hverdagsarkitekturen det vigtigste. Der hvor dine børn går i skole, der hvor man handler ind. Her har Herning bare leveret, siger Lars Autrup, der er direktør i Arkitekturforeningen.
Som nogle konkrete eksempler fremhæver Arkitekturforeningen det nyrenoverede Herning Bibliotek i bymidten, kunstmuseet HEART, Fuglsang Sø samt Lindbjergskolen, der blev kåret som årets skolebyggeri i 2020, som nogle af hovedårsagerne til, at valget faldt på Lars Krarup og Herning Kommune.
Den særlige Herning-ånd
Det er en stolt borgmester, der får prisen overrakt onsdag middag på Herning Bibliotek ved et arrangement, som biblioteket har valgt at kalde 'Hernings inspirerende arkitektur – vejen ind i en bæredygtig fremtid'.
- Jeg er meget glad for at være modtager af Arkitektforeningens borgmesterpris. Vi har en særlig tradition for at udvikle og nytænke byggeri og anlæg med udgangspunkt i den særlige Herning-ånd, som kan kendes på viljen til at afsøge nye løsninger og få ting til at ske, siger Lars Krarup i en pressemeddelelse.
Lars Krarup kan ikke genvinde prisen, da han stopper som borgmester til august, hvor Dorte West tager over.
Lars Krarup er den anden vinder af prisen, der blev indstiftet i 2020.
Den gang vandt Køge Kommunens borgmester Marie Stærke (S).