Ishockey VM gav tocifret millionoverskud

Danmarks Ishockey Union tjente gode penge på at være vært for VM i maj. Nu skal pengene gøre sporten større i Danmark.

Ishockey VM i Herning og København blev ikke bare en succes for svenskerne, der løb med guldet. Danmarks Ishockey Union løb med en milliongevinst og nu skal pengene investeres i sporten.
Ishockey VM i Herning og København blev ikke bare en succes for svenskerne, der løb med guldet. Danmarks Ishockey Union løb med en milliongevinst og nu skal pengene investeres i sporten.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Ishockey VM, der blev spillet i Herning og København i maj, var en stor succes for Danmarks Ishockey Union. Unionen fik et tocifret million-overskud på mesterskaberne, og en del af de penge skal nu bruges til at skaffe flere medlemmer ude i klubberne. 

- Vi får et rigtig godt og fornuftigt økonomisk overskud ud af det. Det er lidt for tidligt endnu at sætte beløb på. Vi skal lige have lukket alle bøgerne i forhold til det selskab, som har drevet alle aktiviteterne. Men det ser rigtig, rigtig fornuftigt ud, siger direktør i Danmarks Ishockey Union, Ulrik Larsen.  

VM-billetterne var i høj kurs hos danske og udenlandske fans. Der blev solgt mere end 50.000 flere, end der var budgetteret med. Samtidigt holdt udgifterne til stævnet stort set budgettet uden overskridelser. 

Derfor søger unionen nu gode ideer til, hvordan man bedst investerer pengene.

I denne uge mødes direktøren i ishockey unionen med klubberne. Der skal findes 4-5 nye fyrtårne, som unionen vil satse på. Flere nye medlemmer i sporten kunne være et af fyrtårnene, siger han. 
I denne uge mødes direktøren i ishockey unionen med klubberne. Der skal findes 4-5 nye fyrtårne, som unionen vil satse på. Flere nye medlemmer i sporten kunne være et af fyrtårnene, siger han. 
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Investerer i sporten

- Vi havde 525.000 mennesker inde at se ishockey i Danmark. Det var der ikke nogen, der havde regnet med. Den største sportsbegivenhed nogensinde i Danmark, og jeg ved ikke, hvornår det bliver overgået igen, siger direktøren.

- Så vi skylder jo også at kapitalisere på det, så godt som vi overhovedet kan. Det kan man jo gøre via penge på den ene hånd, men det kræver også, at man har hele klublandskabet bag sig, siger Ulrik Larsen. 

17  danske ishockey-klubber mødes i disse dage med repræsentanter for unionen for at forsøge at finde fælles fodslag bag en plan, der gør sporten større. Mandag aften mødtes de jyske og den ene fynske klub i Silkeborg. 

I klubberne er der allerede en klar forestilling om, hvad noget af overskuddet kan bruge til. 

- Helt klart, rekruttering og noget bedre udstyr til børnene, så alle klubberne har det udstyr, der skal til, for at vi kan invitere flere børn på isen, siger Camilla Uhre, der er formand i IK Aarhus.  

- Egoistisk set, så selvfølgelig flere ishockeyspillere i Herning. Men på den helt lange bane, flere haller, flere byer at spille imod. Det må også give flere ishockeyspillere, siger Lars Bach. Han er udviklingschef i Herning Ishockeyklub. 

- Vi kan bakke op med nogle ressourcer og nogle ideer. Men det er jo ude i hallerne, de ved, hvad der skal til i forhold til at få nye drenge og piger i hallerne, siger Ulrik Larsen. 

VM har boostet interessen 

Ishockey-sæsonen er kun lige begyndt. Allerede nu har især ishockeyklubberne i Region Midtjylland oplevet et boost ovenpå VM, der løb af stablen i maj måned. 

- Helt klart. Vi kan allerede mærke det nu på vores U7. Der har vi 28 børn, og der kommer syv nye på lørdag, siger Camilla Uhre.

I Herning Ishockeyklub har de aldrig tidligere fået så mange forespørgsler fra interesserede som de seneste tre uger.

I oktober løber den såkaldte løvedag af stablen. Det er en dag, hvor interesserede i alle aldre kan prøve ishockeysporten.  

2:17