Ivan var tjener på højeste niveau - nu er han cyklende vinduespudser i Herning

Ivan Kajinic var på vej mod toppen af madscenen med tjenerjob på flere populære gourmetrestauranter. En brækket ankel ødelagde tjenerdrømmen, men gav nye jobmuligheder på hjul.

0:18
Ivan Kajinic vil gerne hjælpe andre med sit firma.
Foto: Mogens Lyngsø

Ivan Kajinic suser hver dag igennem bybilledet i Herning på sin elcykel. Fra hus til hus for at vaske vinduer. 

- Jeg har faktisk aldrig nogensinde tænkt over, hvor meget jeg cykler på en dag. Men det er rigtig mange kilometer, siger han med et grin. 

Ivan Kajinic startede sit firma "Femstjernet" for halvandet år siden, efter han brækkede anklen i en fodboldkamp. 

12 skruer og tre jernplader i benet satte en stopper for en lovende karriere i restaurationsbranchen, hvor han blandt andet har arbejdet som tjener eller kok for restauranter som Schackenborg Slotskro, Svostrup Kro og Brasserie Pascal.

Ivan Kajinic har cirka 100 kunder i Herning og omegn.
Ivan Kajinic har cirka 100 kunder i Herning og omegn.
Foto: Benjamin Hald, TV MIDTVEST

Beskeden fra lægen var, at han ikke længere kunne gå rundt som før, men som en del af genoptræningen måtte han til gengæld cykle. 

- På den måde synes jeg bare, at det var super fedt at gå rundt og pudse vinduer, fortæller Ivan Kajinic. 

Han har særligt fokus på miljøet i sin virksomhed, og han fortæller, at det også er derfor, han godt kan lide at cykle rundt mellem kunderne. Derudover bruger han Svanemærket sæbe til vinduerne. 

Vil inspirere andre

Ivan Kajinics forældre er flygtninge fra krigen i det tidligere Jugoslavien, men han er selv født og opvokset i Herning. 

Forældrenes oplevelse i krigen havde dog også konsekvenser for Ivan Kajinics barndom. 

- De har meget PTSD med sig og udfordringer, og det er gået meget udover mig, fortæller han.

Ivan Kajinics største ønske er derfor heller ikke at lave millioner med sit nye firma.

Han håber i stedet på, at han med sit firma kan inspirere andre unge, der har haft udfordringer. 

- Min drøm er, at det ikke handler om at haste og skynde sig og være den hurtigste vinduespudser på hele markedet. Men at kunne være åben for, at der også er andre, der har forskellige udfordringer og behov for bare at kunne komme ud og have et job, siger han. 

Ivan Kajinic fortæller, at hans mål er at få råd til et par elbiler og måske have to ansatte i sit firma. 

- Og så kunne det da være sjovt at udvide til resten af Jylland på et tidspunkt, siger han med et grin.