Detailbutikker lokker de unge: Onur har fået 26 procent mere i løn

Pengene skal ikke bruges på fis og ballade, men Onur Gyuunaev Hyuseinov er glad for lønstigningen.

Smilet er stort på Onur, der nu kan prale overfor sin kammerat med, at han får en markant lønstigning
Smilet er stort på Onur, der nu kan prale overfor sin kammerat med, at han får en markant lønstigning
Foto: Jeppe Peschardt Assenholt, TV MIDTVEST

Da beskeden tikkede ind, vendte mundvigene opad. 

- Jeg tænkte bare, det er jo megalækkert. Så er der flere penge i slutningen af måneden til at bruge med vennerne, fortæller Onur Gyuunaev Hyuseinov.

Han og flere andre har fået en lønstigning, efter JYSK tilbage i december hævede lønnen for ungarbejdere.

Her kunne ungarbejdere se frem til en lønstigning på 20 kroner, hvis de har været i JYSK i et år. Og det er der en særlig grund til.

JYSK håber, at lønstigningen kan få flere til at øjne muligheden for en elevplads i butikken.

Får en lønstigning de unge til at fortsætte i butikken?

- Vi tror på, at det er en del af det, men det kan ikke stå alene. Det ville være en simpel og meget bekostelig affære, fortæller HR Manager i JYSK Danmark, Peter Frost.

Lønstigningen svarer til 26 procent mere i løn, men JYSK pønser også på at få give de unge mere ansvar. Ansvar, de skal uddannes til.

Er det her bare en nem måde at få billig arbejdskraft på?

- Nej, for ungarbejderne er her i forvejen. Vi vil faktisk gerne vise dem, at vi gerne vil dem. Det viser vi igennem øget træning og mere løn. Vi synes, at vi i højere grad anerkender dem med det her, fortæller Peter Frost.

Peter Frost er HR Manager i JYSK Danmark.
Peter Frost er HR Manager i JYSK Danmark.
Foto: Jeppe Peschardt Assenholt, TV MIDTVEST

Elevplads venter ikke foreløbigt

Onur Gyuunaev Hyuseinov går i øjeblikket i 10. klasse, men efter sommerferien venter der ikke en elevplads i JYSK. 

- Jeg skal gå på HHX. Det har jeg altid gerne villet, fortæller han.

Spørger man eleverne på Herning Gymnasium kunne 20 kroner heller ikke få dem til at skifte gymnasiet ud.

- Jeg har selv et fritidsjob, og det føler jeg går meget godt, men senere hen i livet vil en gymnasieuddannelse være meget brugbar, fortæller Sigurd Ambrosius Nielsen, der går i 1.g på Herning Gymnasium.

- Hvis jeg gerne ville videre, så skal jeg til at starte forfra på en ungdomsuddannelse, og så starter jeg med nogen, der er yngre end mig, lyder det fra Liv Bang, der også går i 1.g på Herning Gymnasium.

Hos UU-vejlederne genkender man billedet, eleverne på gymnasiet maler.

- Når vi taler med de unge mennesker, så er det typisk, hvad andre gør, der betyder noget, fortæller UU-vejleder Brian Aaberg Markussen og fortsætter:

- Det har også en betydning, hvor meget man lukker sit valg. Mange unge føler, de lukker deres muligheder, når de vælger noget mere erhvervsrettet.

Brian Aaberg Markussen tror ikke, lønstigningen får en virkning, men han erkender, at unge går op i økonomien.
Brian Aaberg Markussen tror ikke, lønstigningen får en virkning, men han erkender, at unge går op i økonomien.
Foto: Jeppe Peschardt Assenholt, TV MIDTVEST

Tror på konceptet

Hos JYSK erkender man også, at løn og ansvar ikke er alt, men de tror på, at det er gavnligt at investere i de unge medarbejdere.

Hvis vi står her om et år, har I så flere elever?

- Vi får altid de elever, vi skal bruge. Om det har en effekt på elever, det tør jeg ikke sige, men det har en effekt på vores ungarbejderes kompetencer. Det tør jeg godt love, fortæller Peter Frost. 

Og selvom Onur Gyuunaev Hyuseinov skal ind og runde gymnasiet, er døren da heller ikke lukket til livet i butik. 

- Efter gymnasiet vil jeg ikke udelukke, at jeg kunne gå butiksvejen. Man har brug for efter gymnasiet at finde ud af, hvad man skal, konstaterer han.

Lønnen stiger 20 kroner for ungarbejdere mellem 15-17 år, der har været i butikken i et år. Har man været der et halvt år, får man en lønstigning på ti kroner.