Jakob er den store lyseslukker i Herning: Næsten halvdelen af alle gadelamper skal slukkes
Herning Kommune sparer penge ved løsningen, men vigtigst af alt er det, at der spares på energien, fortæller udvalgsformand fra kommunen.
Hvis du synes, at efteråret er lidt ekstra mørkt i år i Herning, så har du ret.
Adskillige montører kører nemlig kommunen tynd for at lave om i el-skabe og lygtepæle. Kommunen vil nemlig spare både penge og energi, og derfor skal cirka 40 procent af de 25.700 gadelamper i kommunen slukkes.
- Det er en temmelig stor opgave. Ikke nok med, at vi skal ud i alle skabe og lave om, så er vi også nødt til at køre ud til en tredjedel af alle lygtepælene, fortæller Jakob Hedegaard, der er afdelingsleder i Verdo Herning, som er dem, der står for lyseslukningen.
Et stort arbejde, der blev sat i gang af Herning Kommune.
- Det er et udspring af den energikrise, vi står i, som har potentiale til at blive en forsyningskrise på energien også. Derfor er vi forpligtet til at spare på energien, siger John Thomsen (V), der er formand for Miljø-, Infrastruktur- og Naturudvalget i Herning Kommune.
Slukningen af lygtepælene ville give en besparelse på 620.000 kroner i november måned. Det er udregnet ved en elpris på 3,5 kroner per kilowatt.
Trafiksikkerheden kan lide under manglende belysning
Men siden den udregning er elprisen faldet. I oktober var gennemsnitsprisen 2,57 kroner per kilowatt, og den seneste uge har gennemsnitsprisen været 2,19 kroner.
Dermed er der et stykke op til de 620.000 kroner - især med tanke på, at slukningsarbejdet koster kommunen mellem 200.000 og 300.000 kroner.
Men selvom det økonomiske udbytte er blevet mindre for Herning Kommune, så er ideen om at slukke gadelamperne en god idé, forsikrer John Thomsen.
- Planen fra start var ikke en besparelse. Det var først og fremmest at undgå en forsyningskrise. Vi er nogle af dem, som bruger meget energi, derfor er det vigtigt, at vi minimerer vores forbrug, så der er til borgerne og virksomhederne, fortæller kommunalpolitikeren.
Jakob Hedegaard synes også, det er en god idé. For der er stadig penge at spare for kommunen, selvom det koster på en anden skala for borgerne.
- Det giver stadig mening rent besparelsesmæssigt. Men man har også noget kvalitet i at have noget lys på gader, så hvor meget er det værd? Det er svært at vurdere, siger afdelingslederen fra Verdo.
Jakob Hedegaard har sågar eksempler på, hvordan slukkede gadelamper svækker trafiksikkerheden og borgertrygheden. Herningenserne ringer nemlig til ham og deler deres bekymringer.
- Lige ude foran en dagplejemors hus var lyset slukket, og hvis en forælder bakker ud af indkørslen, og der kommer nogen gående med en barnevogn, så kan de ikke se hinanden. Der har også været en bilist, som to gange har været ved at køre en cyklist ned, fordi han ikke kunne se dem i mørket. Så det kan godt give en farlig situation, beretter han.
Dem er de også klar over på kommunen. Men John Thomsen står ved beslutningen.
- Det er klart, at det ikke er optimalt, at der ikke er fuld belysning over det hele, men som situationen er nu, mener jeg, at det er den rigtige beslutning, vi har truffet.
LED-lamper er den bedste løsning
I Skive Kommune har man besluttet ikke at slukke for nogen gadelamper overhovedet. Det skyldes, at lygtepælene er udstyret med LED-lamper.
Med dem kan man lettere styre lyset alt efter, hvad der er brug for. Man kan for eksempel sænke lysstyrken i enkelte pæle, og så er de billigere i brug.
Jakob Hedegaard fortæller, at LED-lamper ville give samme besparelse som de slukkede gadelamper i Herning. Det er bare dyrt at skifte lamperne ud.
John Thomsen fra byrådet fortæller da også til TV MIDTVEST, at det er planen at gå over til LED-lamper snarest muligt. For nuværende var den bedste og billigste løsning dog at slukke halvdelen af lygtepælene.
Verdo gik i gang med arbejdet for en måned siden, og de regner med at være færdig i slut december.