Klaus med KOL og astma manglede hjælp - så greb fremmede ind
Da Klaus Staals flyttehold pludselig blev forhindret, kom hjælpen fra lokale.
På trods af at 63-årige Klaus Staal har både astma og KOL, er han normalt typen, der ordner alle sagerne selv.
Men da han stod midt i en flytning, og hans flyttehold pludselig blev forhindret i at dukke op, forsøgte han at række ud til folk i Herning og omegn, og det viste sig at være en succes.
I et opslag på Facebook skrev den 63-årige fra Studsgård, at han akut havde brug for hjælp til at flytte fra sin bolig, fordi der var skimmelsvamp og fugt.
- Mange skrev, at de gerne ville hjælpe. Det er rørende, det er meget stort, jeg er meget, meget glad, understreger han og tilføjer:
- Mine lunger kan simpelthen ikke holde til at flytte tingene, så det betyder så meget, at nogle har sådan et godt hjerte.
En af de lokale skrev, at han også havde en trailer, som de kunne benytte under flytningen, og det blev Klaus Staal meget beæret over.
- Pengene er små, så jeg skrev, at jeg kun kunne tilbyde cola og pizza som tak for hjælpen, fortæller Klaus Staal.
Ifølge Klaus Staal aftalte han med to af dem, der havde henvendt sig, at flytningen begyndte søndag formiddag.
Udover de to lokale og Klaus Staal hjalp hans kæreste og datter også med flytningen.
Lige nu venter holdet på pizzaer, som de skal nyde sammen.