Fåreavler fik en ubehagelig overraskelse: Giver muflonerne skylden
Erik Madsen er overbevist om, at en muflonvædder har bedækket nogle af hans får. En vildtbiolog bekræfter, at det er en sandsynlig teori.
En hobby-fåreavler på Fur mener nu at have oplevet en uventet konsekvens af, at nogen har sat mufloner ud på øen.
Da Erik Madsen for nylig sendte fire får til slagtning, fik han en ubehagelig besked. Slagteren fortalte, at to af fårene var med lam.
- Han kunne se, at der var noget i livmoderen. Det vidste vi ikke, før de blev slagtet, fortæller Erik Madsen.
At sende drægtige dyr til slagtning er enhver avlers mareridt, og Madsen havde også først svært ved at forstå beskeden. Han har ikke haft en vædder i nærheden af fårene og er derfor sikker på, at forklaringen må søges et andet sted.
- De må have haft besøg af muflonerne.
Du mener altså, at de er blevet bedækket af en muflonvædder?
- Jeg kan ikke se andre muligheder, siger Erik Madsen.
Han forklarer, at han flere gange har set mufloner i nærheden af fårene. Og et hegn er ingen hindring.
- De kan hoppe over lige så let som ingenting.
Slet ikke usandsynligt
En muflon er et sydeuropæisk bjergfår, der er beslægtet med - men også noget større - end et almindeligt får. Og det er muligt for en muflon og et får at parre sig og få et levedygtigt afkom, bekræfter vildtbiolog Niels Kanstrup fra Aarhus Universitet.
- Fysiologisk er det muligt. Det er jo får begge dele. Nogle steder i verden prøver man faktisk at udnytte den mulighed i forvaltningen. Driften er der i alle dyr, så det er slet ikke usandsynligt, siger Niels Kanstrup om Erik Madsens teori.
Som TV MIDTVEST har beskrevet de seneste dage, er det stadig uvist, hvem der har sat muflonerne ud på Fur. Mufloner er ikke en hjemmehørende art og derfor uønskede i den danske natur.
Naturstyrelsen gør ikke selv noget aktivt for at fjerne muflonerne fra limfjordsøen, men har opfordret de lokale jægere til at skyde dyrene.
Og Erik Madsens oplevelse forstærker vigtigheden af det budskab, understreger vildtkonsulent Sandor Hestbæk Markus fra Naturstyrelsen Kronjylland.
- Det viser, at det har konsekvenser at udsætte arter, der ikke hører hjemme i den danske fauna, siger han.
Oplevelsen gør også, at Erik Madsen har svært ved at forstå, at nogen kunne finde på at sætte muflonerne ud.
- Det er ikke sikkert, at de har tænkt over konsekvenserne. De har nok gjort det, fordi det var sjovt at have dem at skyde efter, men jeg synes ikke, at det er i orden.
- Hvad skulle man gøre med muflonerne?
- Ja, de burde skydes, for det er jo en invasiv art. Jeg mener ikke, at det skulle være her, siger Erik Madsen.