Fritidsfisker raser over forbud: - Det kan fandme ikke være rimeligt

Peter Hald fra Skive opgiver livet som fritidsfisker, hvis et forbud mod garnfiskeri, der skal beskytte hummeren i Limfjorden, bliver en realitet.

0:32
Peter Hald raser over en ny forvaltningsplan for hummerfiskeriet, som han mener vil sætte en stopper for fiskeriet med garn i Limfjorden.

70-årige Peter Hald er oppe i det røde felt, mens han er ved at gøre et fiskegarn rent i jollehavnen i Skive.

Vreden skyldes en ny forvaltningsplan for hummerfiskeriet i Limfjorden, som betyder at garnfiskeri bliver forbudt i en periode fra 1. april til 30. november.

Forbuddet skal beskytte bestanden af hummere. Men ifølge Peter Hald vil det betyde, at tusindvis af fiskere ikke længere kan dyrke deres hobby og fiske med garn på fjorden.

- Det kan fandme ikke være rimeligt, at man kører sådan en paragraf ind for at beskytte hummeren. Det vil svare til, at hvis man skulle passe på alle rådyrene på Fyn, så forbød man jagten der,  siger han.

Peter Hald har fisket med garn i Limfjorden, siden han var otte år. Og for ham er det en livsstil og en hobby, som er gået i arv fra faderen.

- Hen over foråret, sommeren og efteråret kan vi fange lidt sild, en skrubbe eller nogle havørreder med vores garn. Kommer der et forbud, vil det betyde, at vi ikke kan sætte garn i vandet i de perioder, hvor vi rent faktisk kan fange noget, lyder det fra Peter Hald.

- Så kan vi lige så godt sælge vores fiskegrej og vores både, fordi der ikke længere kan fiskes i Limfjorden, siger han.

Peter Hald har fisket med garn i Limfjorden, siden han var otte år.
Peter Hald har fisket med garn i Limfjorden, siden han var otte år.
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

Den garvede fritidsfisker fra Skive står ikke alene i kritikken af de nye regler. Gennemføres forvaltningsplanen, vil det få konsekvenser for tusindvis af fritidsfiskere i Limfjorden. Det siger formanden for Dansk Fritidsfiskerforbund, Arne Rusbjerg fra Aulum.

- Planerne vil lukke fuldstændigt ned for det garnfiskeri, der er i Limfjorden. Hvor vi i dag kan fange en enkelt skrubbe eller en havørred, vil der kun være mulighed for lidt fiskeri efter hummere med tejner i fjorden, konstaterer han.

En vigtig kulturarv risikerer dermed helt at forsvinde fra landsdelen, mener fiskerne.

- Der har gennem generationer været drevet husmandsfiskeri i Limfjorden. Altså det at kunne tage ud og fange et måltid mad til familien. Men det vil forsvinde med det her forslag, siger Arne Rusbjerg.

Jacob Jensen fra venstre, er minister for fødevarer, landbrug og fiskeri. Han slår fast, at forbuddet mod garnfiskeri er et vigtigt element i den nye forvaltningsplan.

- Som fisker havde man sikkert helst set, at der ikke var nogen regulering. Jeg synes, det er vigtigt, at vi følger de faglige anbefalinger, der kommer, så vi får sat nogle rammer for fiskeriet. Også for fritidsfiskeriet, så der er klarhed over, hvordan der kan fanges på hummeren på en god og bæredygtig måde, siger Jacob Jensen.

Arne Rusbjerg er formand for Dansk Fritidsfiskerforbund. Han mener, at en ny forvaltningsplan for hummerfiskeriet i Limfjorden er et overgreb mod fritidsfiskerne.
Arne Rusbjerg er formand for Dansk Fritidsfiskerforbund. Han mener, at en ny forvaltningsplan for hummerfiskeriet i Limfjorden er et overgreb mod fritidsfiskerne.
Foto: Jakob Fenger, TV MIDTVEST

Formanden for Dansk Fritidsfiskerforbund, Arne Rusbjerg mener dog, at lovgiverne er gået for vidt i bestræbelserne på at sikre hummerbestanden.

- Vi havde ikke i vores vildeste fantasi forestillet os, at man begår sådan et overgreb og laver et forbud mod garnfiskeri i størstedelen af Limfjorden. Her lovgiver man langt ud over, hvad der er nødvendigt for at beskytte hummeren, slutter formanden.

Nissum Bredning er det eneste område i Limfjorden, der ikke er omfattet af den nye forvaltningsplan, som netop nu er i høring.