Mor retter dybfølt tak til mand, der gav hendes dreng en kæmpe oplevelse

Fireårige Viggo fik en tur i en mejetærsker. Hans mor er dybt taknemmelig for landmandens hjælpsomhed og overskud.

0:18

- Tak for din umådelige godhed, når du havde så mange årsager til at skynde dig videre. Det er mennesker, når mennesker er allerfinest.

Sådan skriver Kathrine Byskov Hansen i et opslag på Facebook, hvor hun fortæller om en god gerning, der har gjort indtryk.

Især på hendes fireårige søn Viggo, der fik sig en kæmpe oplevelse, da en landmand gav ham en køretur i sin mejetærsker. Midt i den travle høst.

- Selvfølgelig redder man ikke hele verden på den måde, men man kan redde dagen for en anden, siger Kathrine Byskov Hansen til TV MIDTVEST.

Hun fortæller, at Viggo på fire år er helt vild med store maskiner.

- Han synes, det er det sejeste i hele verden.

Viggo havde meget på hjerte, da han sad i mejetærskeren.
Viggo havde meget på hjerte, da han sad i mejetærskeren.
Foto: Privatfoto

Da Viggo forleden var ude at gå en tur sammen med sin mormor, så de mejetærskeren på marken. Viggo pegede på den, og landmanden stoppede og tilbød at tage drengen med på en køretur.

- Min mor ringede til mig og fortalte det, og jeg skyndte mig derhen for at se det, fortæller Kathrine Byskov Hansen.

Da Viggo kom ud fra mejetærskeren, var han superglad, fortæller hans mor.

- Det første, han sagde, var: - Det var hyggeligt, fortæller hun.

Hun er helt sikker på, at Viggo gerne vil ud at køre i den store maskine igen.

- For ham er det bare det bedste. Så kan Legoland bare ”go home”, griner hans mor.

Landmanden: Snakkede hele tiden

Hun har fundet ud af, hvem landmanden er. Det er Henrik Obel Stærk, som også gerne fortæller om oplevelsen.

- Jeg så ham sammen med sin mormor, og så tænkte jeg bare, at han da sagtens kunne komme med. Det har jeg jo også gjort med mine egne børn.

Også for landmanden var det en god oplevelse.

- Viggo snakkede hele tiden, selvom vi ikke kendte hinanden. Han fortalte, at han også har en mejetærsker. Altså en legetøjs-én, fortæller Henrik Obel Stærk.