Nu er det officielt: 40 sportsgrene kommer til Herning under DM-ugen

Det er nu blevet offentliggjort, hvilke sportsgrene der kommer til DM-uge i Herning.

Herning bliver i 2024 og 2026 vært for det arrangement, Danmarks Idrætsforbund kalder DM-ugen.
Herning bliver i 2024 og 2026 vært for det arrangement, Danmarks Idrætsforbund kalder DM-ugen.
Foto: Herning kommune

Til sommer skal der for tredje år i streg afholdes DM-uge - og i år kommer kæmpearrangementet til Herning. 

Fra den 20. til den 23. juni skal der afholdes danmarksmesterskaber i 40 forskellige sportsgrene fordelt på 30 sportsforbund, skriver Danmarks Idrætsforbund i en pressemeddelelse. 

Blandt de nye sportsgrene er blandt andet svæveflyvning, boksning og speedskating.

I alt forventes det, at godt 135 nye danmarksmestre skal kåres.

De sidste to år er DM-ugen blevet afholdt i Aalborg, hvor der sidste år var op mod 150.000 gæster.

- DM-ugen samler danskerne om vores bedste atleter og den idræt, der hver dag dyrkes i vores idrætsforeninger over hele landet. Det bliver en uge spækket med store oplevelser, og vi glæder os over, at vi igen i år kan præsentere nye sportsgrene i DM-ugen-familien,” siger Hans Natorp, formand i DIF.

Han glæder sig desuden over et tæt og stærkt samarbejde med Herning Kommune.

- I Herning Kommune ser vi frem til at tage imod tusindvis af atleter og tilskuere, når vi for første gang er vært for DM-ugen. Vi kommer til at bruge vores mange faciliteter og byrummet til at skabe de bedste og mest spektakulære rammer for konkurrencerne. DM-ugen er noget helt særligt, og i Herning er vi vant til at afvikle store events og arrangementer. Det kan kun blive godt, siger Dorte West (V), borgmester i Herning Kommune.

DM-ugen afvikles i uge 25 fra den 20.-23. juni med danmarksmesterskaberne i tennis som tyvstart fra mandag den 17. juni.

2:06
Herning bliver i 2024 og 2026 vært for det arrangement, Danmarks Idrætsforbund kalder DM-ugen.
Foto: Herning kommune