Stor folkefest i vente: Mini OL kommer til Herning
Danmarks idrætsforbund (DIF) kunne sammen med Herning Kommune mandag offentliggøre, at DM-ugen kommer til Herning i 2024 og 2026.
Når der i 2024 skal findes over 200 danske mestre i et væld af sportsgrene, så bliver det i Vestjylland.
Herning skal nemlig agere værtsby for den såkaldte DM-uge, der for første gang blev afholdt i 2022 i Aalborg. Det skal de både i 2024 og 2016, og det skaber glæde på borgmesterkontoret.
- Jeg er både glad og stolt over, at Herning skal være værtsby for DM-ugen i både 2024 og 2026. Jeg er spændt og glæder mig på borgernes vegne, over at de får mulighed for at opleve så mange forskellige sportsgrene rundt om i byen, siger Hernings Borgmester, Dorte West.
Herning er blevet tildelt værtskabet for DM-ugen på grund af byens evner til og erfaring med at koble store sportsaktiviteter sammen med folkefest og underholdning, som tilfældet har været med tidligere afholdte kæmpeevents i Herning, skriver DIF i en pressemeddelelse
Mini OL i Herning
DM-ugen går ud på at afvikle danmarksmesterskaber i over 35 forskellige sportsdiscipliner i løbet af ugen.
- Vi prøver at lave et mini OL på dansk grund. Hvor vi samler de bedste atleter, vi samler dem tæt, og vi samler dem et sted, sådan at vi kan få lov til at se dem og nyde dem og heppe på dem, siger Hans Natorp, formand i DIF.
En stor del af dem vil blive afholdt på torvet midt i Herning centrum, imens vandsportsgrene vil blive afholdt på Fuglsang sø. Andre dicipliner vil igen blive holdt i og omkring kunstmuseet HEART.
Borgmester Dorthe West forventer, at det bliver en kæmpe folkefest, når over 3000 atleter møder op i Herning i 2024 med drømmen om at blive danmarksmester.