For tidligt? Fastelavnsboller til salg to måneder før fastelavn

Selvom der er små to måneder til, at katten bliver slået af tønden, bliver der allerede nu langet fastelavnsboller over disken i de midt- og vestjyske bagerier.

0:38
Kunderne hos Sjørring Bageri tager begejstret imod årets første fastelavnsboller.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Bag disken i Sjørring Bageri står sirlige rækker af både 'gammeldaws' og dem med fløde.

Men det bliver de nok ikke ved med længe endnu, for salget af årets første fastelavnsboller er i weekenden blevet skudt i gang med et brag.

- De ryger allerede nu. Når de kan sælges, er det bare med at komme i gang, siger bagerekspedient Anette Strømgaard. 

Fastelavnssøndag falder i år først den 2. marts. Men hos Sjørring Bageri tager de gerne forskud på traditionerne.

-  Det er også fordi, folket gerne vil have det. Udbud og efterspørgsel, som man plejer at sige, lyder det fra Luna Yde

Hun er bagerekspedient og datter af bagerparret Birgitte og Jeppe Yde, der ejer bageriet. 

Uanset hvad kalenderen siger, så er begejstringen for de søde boller også tydelig at spore blandt bageriets kunder. 

- De har verdens bedste. Så vi er nødt til at have dem, mens de har dem, siger Tove Christensen, og Laila Thomsen fra Snedsted stemmer i:

- Det er ligesom med klejner. Det er også allerede i oktober, og så kan man ikke få nok af dem der.

I videoen øverst i artiklen kan du høre flere reaktioner på årets første fastelavnsboller. 

Udnytter bare efterspørgslen

Også i Skive hos bageriet Det Varme Brød er årets første fastelavnsboller blevet langet over disken. 

- Det er bare med at komme i gang, siger ejer og bagermester Peder Nielsen. 

Peder Nielsen har haft bageriet siden 2006 og har i alle årene startet fastelavnsbollesalget lige efter nytår.
Peder Nielsen har haft bageriet siden 2006 og har i alle årene startet fastelavnsbollesalget lige efter nytår.
Foto: Privatfoto

Er I som bagerier med til at udvande traditionen, når I sælger fastelavnsboller i flere måneder?

- Jeg vil gerne give dig ret i, at det er lang tid, og man kan godt sige, at vi udvander det lidt. Men vi udnytter bare den efterspørgsel, der er, siger bagermesteren og fortæller videre:

- Det er klart den højtid, der er mest efterspørgsel. Fastelavnsboller, klejner og småkager sælger mest, siger Peder Nielsen.

Fastelavnsboller til... jul?

Hos Sjørring Bageri har de præcis de samme højdespringere, og derfor er fastelavnsbollen også vigtig for deres forretning. 

- Sidste år var det fuldstændig sindssygt. Folk stod i kø ned ad vejen, og vi tømte Thy for fløde. Der var ikke mere hos hverken købmanden eller Dagrofa, husker Luna Yde. 

Hendes kollega Anette Strømgaard fortæller, at man tidligere skulle forbi januar, før fastelavnsbollerne kom i salg. Men det har ændret sig i takt med den søde bolles popularitet. 

Hos Sjørring Bageri kunne man allerede i december få en juleversion af fastelavnsbollen med risalamande og kirsebærsovs.
Hos Sjørring Bageri kunne man allerede i december få en juleversion af fastelavnsbollen med risalamande og kirsebærsovs.
Foto: Privatfoto / Sjørring Bageri

Kan det blive for tidligt at sælge fastelavnsboller?

- Man ser andre gøre det. For ikke at komme bagefter, må man også komme med. Og der er jo salg i det. Ellers tror jeg, man ville lade være, siger Anette Strømgaard.