Tørskoet golf koster kassen

Herning Golfklub kæmper hver dag for at holde vandet væk, men det er ikke en gratis omgang at være oppe imod klimaforandringerne.

0:22
Golfmanager Bo West Møller viser nogle af de forandringer, Herning Golfklub har lavet for at holde vandet væk fra de 18 huller.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Vi er langt fra både fjord og hav, men vi er også langt fra golfsæsonen.

Alligevel kører golfmanager Bo West Møller sin hvide golfvogn frem, da vi besøger Herning Golfklub. Vi skal ud at kigge på de våde udfordringer, klubben har.

- Grundvandet er begyndt at stå højt mange steder. Man kan jo bare se på markerne, hvordan de ser ud. Det er slemt rundt omkring med alt det vand, der kommer, siger Bo West Møller.

Vandkampen koster 1,2 millioner

Netop derfor bruger den 60 år gamle klub året rundt mange kræfter på at sikre, at klubbens medlemmer kan spille i golfsko i stedet for gummistøvler.

- Det er blevet en helt naturlig og løbende del af den daglige drift, fordi vi ved, at vandet er der, siger Bo West Møller, mens han ved hul fire viser den nyanlagte green, der er blevet bygget op med tonsvis af specialsand, som er godt til at lede vandet væk.

Alene i 2024 har Herning Golfklub brugt 1,2 millioner kroner på at holde vandet væk.

- Det koster hele tiden for at tilpasse det, der er nødvendigt.

Det lyder af mange penge?

- Det er mange penge, så der skal også arbejdes hårdt for at få dem ind, siger golfmanageren.

Pengene er blandt andet blevet brugt på at hæve terrænet med op til halvanden meter på greens og fairways.

Nye søer er blevet anlagt, og flere af de eksisterende er blevet gjort større for at kunne optage mere vand fra den 70 hektar store bane.

Ændret vejrmønster

I årevis har Herning Kommune, der ejer jorden, hvor banen ligger, arbejdet tæt sammen med klubben for at få styr på vandet.

- Golfklubben oplever det problem, at vejrmønstret ændrer sig. Det betyder, at vi får meget tørre somre, men også rigtig, rigtig våde vintre, siger Søren Brandt, der er biolog ved Herning Kommune.

Meget af det vand, som klubben bakser med, stammer fra Herningsholm Å, hvor vandet til tider står højt. Det skyldes blandt andet, at vandet nede fra jorden kommer tættere og tættere på overfladen.

- Grundvandsstanden stiger også lige så langsomt, fordi vi ikke kan få vandet til at løbe væk, siger Søren Brandt, der har været biolog i 40 år.

Biolog Søren Brandt viser et kort med de områder, hvor der er meget vand omkring Herning by.
Biolog Søren Brandt viser et kort med de områder, hvor der er meget vand omkring Herning by.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Træer som svampe

Senest har Herning Kommune sammen med klubben plantet 150 træer, der skal vokse sig store og dermed virke som svampe rundt omkring de 18 huller.

Det er jo et kæmpe arbejde, og I bruger millioner på det her. Er der ikke en grænse for galskaben?

- Joooowww … altså … øhhh … nej, jeg vil sige, at så længe vi kan finde økonomien og få hjælp til det, så vil vi gerne lave det, siger Bo West Møller.

I de senere år har oversvømmelser betydet, at golfklubberne i både Herning, Ikast og Holstebro har været nødsaget til at holde enkelte huller lukkede i kortere eller længere perioder.