Oprydning efter uheld spærrede hovedvej ved Skive i flere timer
Opydningsarbejdet tog flere timer.
Oprydningen efter et frontalt sammenstød spærrede søndag formiddag for al trafik på rute 26 mellem afkørslerne Skive S og Skive SV syd for Skive i omkring to timer.
Klokken 10.42 blev myndighederne alarmeret via 112, da to personbiler var kørt frontalt sammen på strækningen.
En af bilisterne har efterfølgende forklaret til politiet, at hun mistede herredømmet over sin bil og endte i den forkerte side af vejen, hvor hun stødte sammen med den anden bil.
To kvinder er blevet kørt til tjek på Regionshospitalet Viborg. En af de to har pådraget sig mindre skader omkring foden.
TV MIDTVEST opdaterede fra uheldet i en liveblog, som nu er lukket.
Nu er vejen genåbnet
Rute 26 mellem Skive S og Skive SV er nu genåbnet, oplyser Vejdirektoratet på Trafikinfo.dk.
Sjap resulterede i uheld
Midt- og Vestjyllands Politi har talt med føreren af den ene bil, der var involveret i uheldet.
Hun har fortalt politiet, at hun kom kørende i sydøstgående retning, da hun på grund af sjap mistede herredømmet og endte i den modsatte side af vejen.
Her kørte hun ind i en bil med en trailer.
Kvinden har pådraget sig en mindre skade på sin fod som følge af sammenstødet.
Præcisering
TV MIDTVEST har tidligere beskrevet, at en mand og kvinde var kørt til tjek på Regionshospitalet Viborg.
Det er retteligt to kvinder, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.
Nu er oprydning i gang
Vejdirektoratet er nu i gang med oprydningen.
For nuværende er der dog ingen tidshorisont for, hvornår vejen igen er åben, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.
For tidligt at sige noget om årsag
På nuværende tidspunkt er det for tidligt at sige noget, om hvilken betydning vintervejret har haft for uheldet.
Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.
Skive er et af de steder, hvor Vejdirektoratet søndag advarer om glatte veje.
Billede viser uheldssted
Spærret på ubestemt tid
I skrivende stund er det uvist, hvor længe Midt- og Vestjyllands Politi vil holde vejen spærret.
Det skyldes, at Vejdirektoratet er ansvarlig for oprydningen, da der er tale om en statsvej.
Det oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.
To personer kørt til tjek
To personer er kørt til tjek på Regionshospitalet Viborg, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Jens Claumarch.
Der er tale om to kvinder. Ifølge TV MIDTVESTs oplysninger har de to personer siddet bag rattet i hver deres bil.
I den ene bil var også en mand og et barn. De er ikke kørt til tjek.
Holder vejen spærret
Selvom beredskabet nu er ved at forlade området, så holdes vejen spærret lidt endnu.
Indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen Jesper Ørum oplyser, at vejen forventeligt genåbnes, når man har fjernet vragdele fra de to biler, der er kørt sammen.
- Der går lidt tid endnu, siger han.
Beredskab er ved at pakke sammen
Nordvejstyllands Brandvæsen, der har hjulpet en kvinde ud af sin bil, er nu ved at pakke sammen og forlade ringvejen.
Det oplyser indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen Jesper Ørum.