Usædvanligt drama på landevejen: Kniv, knust bagrude og påkørsel

To mænd endte søndag begge med at blive anholdt efter drama på landevejen.

Kniv
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En køretur søndag eftermiddag i Bryrup syd for Silkeborg tog pludselig en drejning for en 27-årig og en 28-årig mand, der senere samme dag begge blev blevet anholdt af politiet. 

Det startede med, at en 27-årig mand kom kørende ad Spættevej. Klokken var omkring 14:30, da han ifølge politiet hasarderet overhalede en 28-årig mandlig bilist. 

Lige i det at den 27-årige var ved at overhale, kom der en modkørende billist, som gjorde, at den 27-årige mand måtte trække ind lige foran den 28-årige mand. 

Den hasarderede kørsel faldt dog ikke i god jord hos den 28-årige. 

- Den 28-årig blev sur og begyndte at blinke med lygterne, siger Anders Bøje Hansen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Men ligesom den hasarderede kørsel ikke faldt i god jord hos den 28-årige, så var det ikke et hit for den 27-årige at blive blinket af. For efter det valgte han at bremse op og stige ud af bilen. 

- Vi ved ikke, hvad han ville, siger Anders Bøje Hansen. 

Den 28-årige billist, der lige havde blinket med lygterne, valgte også at holde ind til siden.

- Det, der er skidt ved det, er, at han tager en kniv med ud, siger Anders Bøje Hansen.

Fik knust bagruden af kniv 

Da den 27-årige mand så, at den 28-årige mand havde taget en kniv med ud, var han dog ikke længere så interesseret i en snak. 

- Han blev nervøs og sprang ind i bilen igen, siger Anders Bøje Hansen. 

Den 27-årige mand begyndte så at bakke derfra, men det gjorde den 28-årige mand endnu mere sur. Lige da den 27-årige bakkede forbi ham, hævede han hånden med kniven. 

- Den 28-årige hugger så kniven i bagruden, så han taber den ind i bilen, siger Anders Bøje Hansen. 

Med den knuste bagrude forsøgte den 27-årige at køre fra stedet, men historien slutter ikke helt her. 

For den 28-årige var nu havnet foran den 27-åriges bil, så da den 27-årige begyndte at køre fremad igen, kørte han direkte ind i den 28-årige. 

- Et vidne ser, at han bliver slynget hen over kølerhjelmen, siger Anders Bøje Hansen. 

Da den 27-årige kørte derfra, fortsatte han ifølge politiet den hasarderede kørsel, hvor en anden billist endte med at måtte trække ud i rabatten for ikke at køre sammen med ham. 

Den 27-årige mand er blevet anholdt og sigtet for vanvidskørsel, og hans køretøj er blevet beslaglagt. Derudover er han også sigtet for hasarderet kørsel fra stedet.

Den 28-årige er anholdt og sigtet i forbindelse med knivloven. Derudover var han beruset.