Olsson husker intet fra det mareridt, som hans forældre oplevede på nærmeste hold

Det er en smuk sensommeraften i Silkeborg. Kristoffer Olssons sorte Mercedes triller ned ad skovvejen og ind på parkeringspladsen til den aftalte tid ved Ny Hattenæs Badehotel.

Det er et under at se den unge mand skridte hen over parkeringspladsen. Helt ubesværet. Helt naturligt.

Ud af den sorte Mercedes er også steget den 29-årige fodboldspillers mor, Lena. Hun har ikke veget fra sin søns side i nu et halvt år.

Den dreng, hun sendte ud i den store verden allerede som 15-årig, er blevet en mand. Drengen drømte om en karriere som fodboldspiller i den store engelske klub Arsenal og kom siden til FC Midtjylland og andre fine fodboldadresser.

Fodboldspilleren har nået mange af sine drømme. Blandt andet med en række landskampe for Sverige. Og han er ikke færdig med at drømme. Selv om han i dag er en mand, der har gennemlevet et sandt mareridt i de seneste måneder.

Håndtrykket er fast og blikket stærkt. Han siger sit navn. Klart og tydeligt. Mor Lena betragter sin søn med et blik, som kun en mor kan sende.

Man kan se, hun er stolt af ham. Nærmest lykkelig for at være i hans nærhed. For det var tæt på, at de aldrig sammen havde oplevet det smukke sensommerske ansigt, som Danmark kan vise med al sin pragt og herlighed.

Den højre arm på Kristoffer Olsson er tæt tatoveret.

Positive, står der på én af tatoveringerne. Det er stavet på engelsk, men ingen i familien Olsson ville for et halvt år siden kunne have stavet sig til, hvor meget de pludselig skulle gå igennem, og hvor meget de ville få brug for lige præcis det ord.

Kamp på liv og død

For den 20. februar i år indledte Kristoffer Olsson en kamp på liv og død.

Hans forældre, Lena og Mats, var tilfældigvis ankommet til sønnens hjem i Silkeborg dagen forinden. Sammen med Kristoffer Olssons snart fireårige søn, Jamie.

I dagene op til havde Kristoffer Olsson følt sig utilpas og syg, og han måtte blandt andet melde afbud til FC Midtjyllands første kamp i Superligaen, udekampen mod Brøndby IF. Tillige måtte han opgive at gennemføre flere træninger. Han var træt.

Han var også træt, da forældrene og sønnen kom på besøg. Han sprang aftensmaden over, lagde sig i stedet på sofaen, men gik kort tid efter i seng.

Næste morgen meldte mareridtet sin begyndelse. Lena kunne ikke få liv i sin søn, da hun ville vække ham. Han var bevidstløs.

Straks blev der ringet efter en ambulance, og Kristoffer Olsson blev i første omgang kørt til Viborg. Ret hurtigt stod det klart, at der skulle større ekspertise til, hvorfor fodboldspilleren blev overflyttet til Skejby. Her lå han flere uger i respirator som udslag af en betændelsestilstand i hjernen, der også udløste flere blodpropper.

- Jeg tænker i dag, at der var en dybere mening med, at vi kom fra Sverige til Danmark lige præcis den 19. februar. Ellers havde Kristoffer ligget alene i sin seng længe, uden at nogen måske ville have savnet ham, fortæller Lena Olsson.

I dokumentaren 'Kristoffer Olsson - Min vigtigste kamp', som du kan se på TV 2 Play, fortæller hun, Kristoffer Olsson og flere FCM-aktører om den voldsomme oplevelse.

Husker ingenting

Kristoffer Olsson selv husker intet fra de uger, hvor han ikke var ved bevidsthed.

Han har ingen erindring om, at FC Midtjyllands cheftræner, Thomas Thomasberg, var forbi ham på sygehuset i Skejby for at fortælle, at hele truppen ville kæmpe og vinde for Kristoffer, når de om få timer skulle i kamp ude mod AGF. Som om Kristoffer Olssons tilstand ikke var dramatisk nok, skulle kampen blive ét af de vildeste dramaer i Superligaens historie.

Han har heller ingen erindringer om, at hans far og mor var ved hans side stort set døgnet rundt, ligesom Kristian Bach Bak og Thomas Bay fra FC Midtjylland var det.

- Nej, jeg husker ingenting. Ingenting.

Frygten for at miste Kristoffer

Til gengæld husker Lena Olsson meget klart perioden med uvished. For ingen ved rigtigt, hvad hendes søn fejler. Hvad det er, der har ramt ham. Men både hun og Mats er bange for at miste Kristoffer.

- Ja, det er vi. Virkelig bange. Den første uge var der ingen, der vidste, om det ville gå godt. Vi levede i håbet, og vi levede fra dag til dag. Personalet på sygehuset blev ved med at sige til os, at Kristoffer var ung og veltrænet, og det gav os håb og tro, siger Lena Olsson.

Det første, Kristoffer Olsson har en svag erindring om, er, da han forlader sygehuset i Skejby for at blive overflyttet til Hammel Neurocenter. Han troede på vej til Hammel, at han skulle på træningslejr med FC Midtjylland. Først efter nogle minutter gik det op for ham, at det skulle han ikke, for han sad i en kørestol.

- Da jeg konstaterer det, tjekker jeg på en måde ud og tænker kun på at komme til at gå igen, fortæller Kristoffer Olsson.

Har fået vores søn hjem igen

Besøget hjemme fra Sverige bliver noget længere, end både Kristoffer, Lena og Mats havde tænkt sig. Takket være forstående arbejdsgivere kan Lena og Mats være de støttende piller for deres søn, som både de og han får brug for i en lang periode med genoptræning i Hammel. På neurocentret gik det stille og roligt fremad. Næsten dag for dag var der fremskridt at spore.

- Vi begyndte at spille musik og svenske sange for Kristoffer. Mats og jeg sang for ham, og vi fornemmede, at Kristoffer forstod, hvad vi sang. Derfra følte vi, at det nok skulle komme til at gå godt, understreger Lena Olsson.

Hun har i mange år måttet undvære sin søn i store perioder. Det var svært for hende at give slip på ham som 15-årig, da han flyttede til London. Men de mange måneder i Danmark sammen med Kristoffer har midt i tristessen også været en stor gave for den svenske mor.

- Det her føles som at få sin søn hjem igen. Vi har i mange år ikke talt så meget sammen og været så meget sammen, som vi har været det seneste halve år. Og bare at se på Kristoffer nu er vidunderligt, siger Lena Olsson.

Ingen tanker om fodbold

Flere gange undervejs i forløbet tænkte han tanken: ”Hvorfor lige mig?”.

Siden har venner og folk fra FC Midtjylland sagt til ham, at det måske skete for ham, fordi han er stærk og i god form. Var det sket for en anden, var det ikke sikkert, at det var endt lykkeligt.

- Det tror jeg på. I dag tænker jeg ikke så meget på det længere. Nu føler jeg bare, at det har gjort mig til et bedre og stærkere menneske, siger Kristoffer Olsson.

De første mange uger efter, at han var vågnet igen, skænkede han ikke fodbolden en tanke. Slet ikke. Heller ikke selv om sporten har fyldt alt for ham i næsten hele hans liv. Det fyldte kun for ham, at han skulle blive rask. Flere gange dagligt kiggede han på tatoveringen. Positive.

- Det har været en hård kamp. Det har været den vigtigste kamp, jeg har spillet i hele mit liv. Jeg vandt også den, og det er en dejlig følelse, fortæller Kristoffer Olsson.

Vil tilbage på topplan

Først i slutningen af april dukkede der lidt fodboldtanker op. Han begyndte at følge med i FC Midtjyllands kampe på tv, og første gang, han var tilbage på stadion, var, da FC Midtjylland tog mesterskabet hjem den 26. maj.

Nu fylder tankerne om et comeback til topfodbold igen, og han er ikke i tvivl om, at det kommer til at ske. Tanken om at skulle acceptere ikke at vende tilbage ”findes ikke for mig”, fortæller Olsson.

- Jeg tror et hundrede procent på det. Det tager måske lidt tid. Men jeg når mit mål.

Målbevidst og sikker i sin sag. Måske også lidt stædig? Ja, ifølge Lena Olsson, der med følelserne uden på tøjet beskriver sin søn sådan her:

- Han er stædig og ved, hvad han vil – på en positiv og god måde. Han er betænksom og kerer sig om dem, der står ham nær. Han er den bedste søn. Den bedste, man kan have. Som søn, bror og far.