Indehavere af fyrværkerisalg: - Reglerne skal strammes endnu mere

For første gang er perioden for, hvornår man må skyde fyrværkeri af sat ned til to døgn. Krudtindehavere mener, at reglerne skal skærpes yderligere.

0:52

Nytåret er lige rundt om hjørnet, og for manges vedkommende skal året sættes i gang med bulder og brag. Måske er du en af dem, der i midten af december anskaffede raketter og batterier til den store aften, men den mulighed skal der nu laves om på.

Det mener i hvert fald Claus Rabjerg fra Skive, som er fyrværker og sælger nytårsfyrværkeri.

- Alt for mange bliver fristet længe før, det er muligt at fyre af, hvis de har krudt til at stå derhjemme. Det er lidt ligesom, når man har købt fredagsslik og ikke må spise af det, fortæller han.

I år er perioden for, hvornår man må tænde op for krudtet for første gang begrænset til nytårsaftensdag og nytårsdag. Tidligere har det været fra 27. december til 31. december. 

Derfor mener fyrværkeren, at det vil være oplagt at kigge på perioden for, hvornår krudtet må købes. I dag må man nemlig sælge og købe nytårsgrej fra 15. december. 

- Det er underligt, når affyringsperioden er lavet om, at man så kan købe det hjem og lade det stå i 14 dage inden du må røre det, siger Claus Rabjerg.

Den påstand bakker Jacob Thomsen, der er indehaver af Lunten Fyrværkeri i Stoholm, op om.

-  Salgsperioden bør blive afkortet. Det vil give mest mening, siger han.

Han tror på, at både børnefamilier, store fyrværkeri-entusiaster og dem, der bare skal bruge lidt krudt til at sætte det nye år i gang, stadig vil komme til butikkerne, selvom perioden for salg også blev begrænset.

Mærker ikke nye regler

Selvom det er første år, hvor det ikke er lovligt at pryde nattehimlen med festfarver og høje lyde for nytårsaftensdag, så sætter det ikke store aftryk på salget af de krudtholdige varer.

- Vi sælger det samme fyrværkeri, som vi plejer. Faktisk lidt mere. Vi har haft en stigning på 15 procent i forhold til sidste år, fortæller Jacob Thomsen fra Stoholm.

Den oplevelse deler Claus Rabjerg fra Skive.

- Folk de fylder bilen op. Den største forskel er nok, at vi sælger flere af de store batterier, fordi folk gerne vil have noget virkelig pænt til nytårsaften, forklarer han.

Både Jacob Thomsen og Claus Rabjerg sælger nytårsfyrværkeri mellem den 27. december og frem til 31. december.