Venner tog på nytårsferie ved vestkysten: Men ferien tog en uventet drejning

[Tilpasset] unge tyskere_1
Foto: Privatfoto, Morten Bergholt

31-årige Henry Vaske og hans 11 venner kørte otte timer for at komme fra Cloppenburg i Tyskland til Vester Husby. 

Gruppen skulle holde nytår i et stort sommerhus med pool i den lille vestjyske by nær Ulfborg. Men da gruppen 28. december nåede frem til stedet, var huset fuld af andre mennesker på ferie. 

- Der stod en lille seddel på døren, at huset ikke længere blev lejet ud af Poolhuse.dk, og personerne i huset havde selv lejet det af et andet udlejningsfirma, fortæller Henry Vaske.

Denne seddel hang på døren ind til sommerhuset, som de 12 tyskere havde lejet.
Denne seddel hang på døren ind til sommerhuset, som de 12 tyskere havde lejet.
Foto: Privatfoto/Henry Vaske

Så måtte gruppen af venner fra Cloppenburg og deres fire hunde finde et andet sted at sove. 

Ikke langt derfra har Suzi Apelgren et Bed and Breakfast, og der endte gruppen med at tage hen. 

- Det er jo forfærdeligt synd for dem, siger Suzi Apelgren. Hun og hendes mand tog imod de 12 "hjemløse" turister, og skønt de kun har få værelser, blev der plads til dem alle. 

- Vi har måttet finde alle ekstra madrasser og gæstesenge frem, fortæller parret. 

0:15
Tyskerne fik lov at bo på Suzi Apelgrens Bed and Breakfast siden ankomsten 28. december.
Foto: Privatfoto, Morten Bergholt

Nu begyndte kampen for at finde ud af, hvad der var sket, og hvor vennerne fra Coppleburg så skulle fejre deres nytår. 

- Jeg tror, jeg har ringet til Poolhuse A/S mere end 60 gange, siger Henry Vaske opgivende.

Han forsøgte at køre til den adresse, som på firmaets hjemmeside er angivet som Poolhuse A/S's adresse i Ringkøbing. Men her lå der, ifølge Henry Vaske, et fitnesscenter og ikke et udlejningsfirma. 

- Der begyndte jeg at få en rigtig dårlig fornemmelse af det hele, siger Henry Vaske. 

Henry Vaske stod for at leje sommerhuset til ham og vennerne i Danmark.
Henry Vaske stod for at leje sommerhuset til ham og vennerne i Danmark.
Foto: Privatfoto, Morten Bergholt

Det fik Suzi Apelgren fra Vester Husum til at gå ind i kampen. Hun ringede også til firmaet flere gange. Ifølge Suzi Apelgren og Henry Vaske fik de at vide, at bookingen var blevet annulleret af firmaet 27. december, dagen før gruppen skulle ankomme til sommerhuset.

Firma opkøbt af Dancenter

I september kunne Dagbladet Ringkøbing-Skjern fortælle, at udlejningsfirmaet H.H. Udlejning, som også går under navnet Poolhuse A/S, er blevet opkøbt af selskabet Dancenter A/S.

TV MIDTVEST har set en korrespondance, som Dancenter hævder er med de tyske lejere og Dancenter. Heri forklarer udlejeren, at huset alligevel ikke kan lejes. De tilbyder i stedet deres gæster et hus på Fur, som ifølge korrespondancen ikke passer til selskabet med kæledyr. Herefter svarer Dancenter, at så har man ikke et egnet hus til selskabet.

TV MIDTVEST har modtaget et skriftligt svar fra Dancenter. Udlejningsfirmaet skriver:

"Dancenter er bekendt med sagen. Der var en kontraktuel uoverensstemmelse mellem husejeren og Dancenter, hvilket resulterede i, at husejeren skiftede låsen på huset. Denne kontraktuelle uoverensstemmelse bør selvfølgelig aldrig gå ud over vores gæster, og derfor skulle samtlige bookinger for nævnte feriehus selvfølgelig flyttes til et andet - eller refunderes. Dancenter tog kontakt til de omtalte gæster og informerede dem om, huset ikke længere var tilgængeligt. De blev også tilbudt et andet hus som alternativ. Dette er selvfølgelig meget beklageligt og en situation af særlig karakter. Derfor refunderer Dancenter naturligvis også gæsterne fuldt ud."

Imens står de 12 venner fra Tyskland stadig uden et sommerhus, og er bange for, at de må køre de 600 kilometer hjem igen - med en ødelagt ferie i bagagen. 

Det ærgrer Suzi Apelgren - for dårlige historier om Vestkysten har man ikke brug for. 

- Det skader turismen generelt, når gæsterne får dårlige oplevelser – og det er jo ikke fedt, at vi har det siddende på os. Turismen er jo det, vi lever af, siger Suzi Appelgren. 

Derfor har gruppen fået lov at overnatte gratis hos hende, indtil de kan rykke ind et nyt sommerhus.