Studerende laver ny musik til fødestue i Herning
En gruppe lyddesign-studerende har arbejdet med at lave ny musik til fødestuerne i Herning
Når man skal føde, så er det ikke helt ligegyldigt, hvilke lyde der omgiver én. Det ved de på sygehuset i Herning, hvor de i flere år har forsket i, hvordan lyde kan påvirke en fødsel.
Den viden, der er blevet opsamlet i Herning, har været i hænderne på en gruppe studerende fra en særlig uddannelse i lyddesign. Og nu har de til en eksamen givet deres bud på, hvordan man skaber den helt rigtige lyd til en fødsel.
- Jeg har valgt at tage udgangspunkt i havets egen puls eller rytmik, netop fordi videnskab understreger, at de her naturlige atmosfærer og miljøer sænker vores stressniveauer, fortæller Kåre Wulff, der er en af de studerende fra Sonic College i Haderslev.
Sammen med to medstuderende har han designet lyd og animation til en af stuerne på fødegangen i Herning, der i forvejen blev brugt i forsknings øjemed og derfor var indrettet med mulighed for at afspille musik og video.
- Det har været super spændende. Det er en anden opgave, end vi plejer. Det er meget konkret, og det er meget praktisk. Jeg synes, at det er fantastisk, at man ved, at man forhåbentlig kan gøre en forskel for den person, der skal ligge her og dem omkring, siger Leo Peter Larsen, der er en af de andre studerende.
Gruppen har brugt den seneste måned på at finde den helt rigtige lyd. Udover havet har de også lavet et bud, der tager udgangspunkt i vindens lyde.
På Regionshospitalet i Herning har de gennem de seneste fem år selv forsket i, hvordan lyde påvirker fødsler. Nogle fødsler er foregået i de helt almindelige fødestuer, mens andre er foregået i lokalet med video og musik.
- Musik er et af atmosfæreskabende virkemider, som er allermest brugt til at skabe tryghed. Det er noget, vi kender. Det er meget hjemligt for os, det her med musik, siger Birgitte Folmann
Antropolog og Seniorforsker, UC Syd, der var eksaminator for de studerende.
I alt 14 studerende har arbejdet med at lave ny musik til fødegangen. Leo Peter Larsen og Kåre Wulff fik sammen med det tredje gruppemedlem, Jeppe Deibjerg Kristensen, et 12-tal for deres resultater.