Tip gave pote: Da politiet kom var der jackpot

Et tip fra en borger betød, at politiet tirsdag aften kunne anholde en mand, der egentlig burde være i fængsel.

Tyv på flugt
Foto: Colourbox/Rigmor Sams, TV MIDTVEST

For en 26-årig mand endte tirsdagen nok ikke, som han havde håbet.

Her blev han anholdt på en adresse i Videbæk, selvom han egentlig burde være i fængsel og afsone en straf.

Men årsagen til politiets besøg var egentlig en anden.

Lokalpolitiet i Ringkøbing havde nemlig fået et tip om salg af narkotika på adressen i Videbæk, og det skulle vise sig at holde stik, da de kort før klokken 23 mødte op på adressen. Da man ransagede boligen fandt politiet nemlig en større mængde amfetamin.

- Vi ønsker ikke at oplyse, hvor meget, lyder det fra Peter Ackermann, der er politibetjent ved Ringkøbings lokalpoliti.

Burde sidde i fængsel

Foruden narkotikaen, så var der på adressen også en signalpistol, som gerningsmanden var i ulovlig besiddelse af.

Og herefter skulle det så vise sig, at manden slet ikke burde befinde sig på adressen i Videbæk.

Han var nemlig eftersøgt af politiet, fordi han skulle afsone 40 dage i fængsel.

For hvilken lovovertrædelse kan politiet ikke oplyse. Betjent Peter Ackermann oplyser, at man ikke har kunnet finde manden, da han ikke har haft oplyst en adresse. 

Men tippet fra en vaks borger endte altså med at være præcis, hvad politiet manglede.

Nu skal manden afsone 40 dage i fængsel for den tidligere dom, og så skal politiets jurister vurdere, om manden efterfølgende skal fremstilles i grundlovsforhør for de andre lovovertrædelser.