Unge om dødsfald i Herning: - Det er helt forfærdeligt

To unge mænd på 17 og 18 år blev torsdag aften fundet døde i en lejlighed i Herning. Nyheden sætter tanker i gang hos de unge i byen.

Nyheden om to unge mænds død har sat tanker i gang hos de unge på gågaden i Herning.
Nyheden om to unge mænds død har sat tanker i gang hos de unge på gågaden i Herning.
Foto: Trine Markfoged Jensen, TV MIDTVEST

- Det er forfærdeligt. Det er da helt forfærdeligt.

Sådan lyder den første reaktion fra Søren Schulz på gågaden i Herning efter nyheden om, at to unge mænd på bare 17 og 18 år er fundet døde i en lejlighed i byen.

Det var nogle kammerater, der fandt de to teenagere døde. Politiet har ingen mistanke om, at der ligger en kriminel handling bag.

- Med de omstændigheder de bliver fundet under, så tyder det på, at det er narkorelaterede dødsfald, lyder det fra faglig koordinator ved lokalpolitiet i Herning, Bent Smedegaard.

Sætter tanker i gang

Om dødsfaldene skyldes en overdosis, dårlige stoffer eller en blanding af forskellige stoffer ved politet ikke endnu. Meldingen om de to dødsfald sætter tankerne i gang hos de unge i Herning. 

- Jeg sad og snakkede om det med min kæreste i morges. Man føler, at verden er lige pludselig lille, når det sker. Og det er to så unge mennesker, der har hele livet foran sig, det er da helt forfærdeligt, siger Søren Schulz.

Og han er ikke den eneste, der har drøftet dødsfaldene med sine nærmeste.

- Det er rigtig synd for familien, venner og bekendte, når det er to så unge mennesker, der er døde, siger Sandra Jensen fra Herning. 

Det har også sat tanker i gang hos hende, at dødsfaldene har relation til stoffer.

- Det er en usund vej. Jeg har selv været i et misbrug, hvor jeg har røget hash, og jeg tænker, at det er en rigtig dum vej at gå. Man ødelægger sit liv og mister rigtig mange venner og familie på det, siger hun.

For gymnasieveninderne Anja Nielsen og Nikoline Petersen har de to drenges død også sat tanker i gang, når det kommer tæt på. 

- Når det er nogen på ens egen alder, så tænker man da en ekstra gang over det, når man selv er i byen, siger Anja Nielsen fra Bording.

- Og at der ikke bliver solgt noget til en eller puttet noget i ens drink, også når det er meget lettilgængeligt at få fra alle mulige, så skal man være mere opmærksom, supplerer Nikoline Petersen fra Ikast.

- Det kommer meget tæt på, når det sker i Herning, slutter Anja Nielsen.

På mandag skal der være ligsyn, hvorefter de to unge mænd køres til yderligere undersøgelser i Skejby, der skal fastlægge den præcise dødsårsag.

1:26
Det var nogle kammerater til de to unge mænd, der fandt dem og slog alarm. Politiets efterforskning viser, at de er døde af at tage stoffer, og det har sat tankerne i gang hos andre unge i byen.