Vilde billeder: Biler millimeter fra at køre galt

En vild trafikforseelse blev fanget på kamera i Jesper Rud Bergmanns bil.

0:17
Videoen, som Jesper Rud Bergmanns bil har optaget, viser, hvor tæt på, det var.
Foto: Privat

Jesper Rud Bergmann og familien fik sig et kæmpe chok, da de lørdag morgen kom kørende på Mads Eg Damgaards Vej i Herning.

Her var familien vidner til et potentielt trafikuheld, der heldigvis aldrig fandt sted.

For da Jesper Rud Bergmann skulle til at dreje til venstre i krydset, trodsede en sort bil en ubetinget vigepligt og bragede ind i krydset. En hvid Tesla havde samtidigt retning mod krydset, men det var den altså i sin fulde ret til. 

- Jeg var 100 procent sikker på, at de ville ramme hinanden. Jeg kan ikke forstå det. Jeg tror, de har været nærmest millimeter fra at ramme hinanden, fortæller han.

Derfor var pulsen også godt oppe at køre efterfølgende. 

Hurtigt kom han dog i tanke om, at han i bilen har monteret et såkaldt "dash cam", som fangede hele episoden.

- Når jeg ser det bagefter, er jeg sikker på, det er elektronikken i Teslaen, der får den til at stoppe, for man kan ikke selv nå at stoppe det der, siger han.

Jesper Rud Bergmann har siden set videoen adskillige gange og føler sig derfor ekstra heldig.

- Jeg er lykkelig over, at vi skulle dreje til venstre. Hvis vi var kørt ligeud, så havde den ramt os, fortæller han.

Kørte efter føreren

I det familien drejede til venstre i krydset, endte de i samme retning som bilisten. Derfor besluttede de sig for at følge efter vedkommende.

- Vi holdt ind samme sted som bilisten, og så ville vi egentligt bare se til vedkommende, om hun var okay, beretter Jesper Rud Bergmann og tilføjer:

- Hun tog virkelig dybe vejrtrækninger og erkendte, at det var hendes fejl.

Jesper Rud Bergmann kan fortælle, at hun var okay efterfølgende. Føreren i den hvide Tesla, kom de ikke i kontakt med, da vedkommende fortsatte i den modsatte retning. 

Kameraet i bilen har tidligere hjulpet i en anden sammenhæng. Dengang var det et trafikuheld ved Kolding, Jesper Rud Bergmanns kamera fangede.

Kameraet er dog til for en helt anden grund.

- Det er til, hvis bilen bliver stjålet. Så kan vi se, hvad der sker med den, slutter han.