Borgmester om afløser for Annette Lind: Vi skal ikke have en folketingskandidat fra Brøndby
H.C. Østerby blander sig nu i, hvem der skal være ny socialdemokratisk folketingskandidat i Holstebro. Han peger på lokale Søren Frøstrup-Agger. Den alternative kandidat, Dan Holt Højgaard, duer ikke, mener borgmesteren.
Når Annette Lind ved udgangen af februar stopper som folketingsmedlem for i stedet at blive generalkonsul i Flensborg, skal Socialdemokratiet i Holstebro have fundet en ny kandidat til Folketinget.
Byrådsmedlem Søren Frøstrup-Agger, der er gruppeformand for Socialdemokraterne i Holstebro Kommune, meddelte den 27. december, at han gerne vil være Annette Linds afløser.
To dage senere fortalte Dan Holt Højgaard, der er født og opvokset i Haderup i den daværende Aulum-Haderup Kommune og i dag bor i Brøndby, at han også er kandidat.
Dermed har de socialdemokratiske partimedlemmer Holstebro altså foreløbig to kandidater at vælge i mellem.
H.C. Østerby, der i 14 år har været socialdemokratisk borgmester i Holstebro Kommune, har truffet sit valg. Han er ikke tvivl om, at Søren Frøstrup-Agger er den rigtige kandidat.
- Søren er en dygtig politiker. Han er en flittig og begavet fyr, som sætter sig ind i stoffet. Og så er han først og fremmest lokal, siger H.C. Østerby.
- For mig er det helt afgørende at have en kandidat, som kender området. Vi skal have en, som er lokalt forankret, siger han.
Ingen kender ham
Derfor mener Holstebros borgmester heller ikke, at den anden kandidat, Dan Holt Højgaard, er noget godt bud som afløser for Annette Lind.
- Han færdes ikke i Holstebro Kommune og har aldrig gjort det. Der er ingen, der kender ham, siger H.C. Østerby.
I modsætning til Søren Frøstrup-Agger, der er uddannet pædagog og bor i Holstebro, så har Dan Holt Højgaard adresse på den københavnske vestegn.
Dan Holt Højgaard er afdelingschef i organisationen DeltagerDanmark, der hjælper kommuner med den grønne omstilling. Han har arbejdet for socialdemokratiske ministre som Helle Thorning-Schmidt og Mattias Tesfaye og har sagt, at han har det netværk, der skal til for at repræsentere Holstebro-egnen på Christiansborg.
- Jeg mener, der er brug for mere end bare en lokal kandidat. Jeg synes, det skal være muligt at rejse væk og komme tilbage, siger Dan Holt Højgaard.
- Jeg er født og vokset op i Aulum. Det er min definition af, hvad det vil sige at være lokal. Jeg har brugt tyve år af mit liv der. Jeg har dyrket sport i hallerne i Holstebro Kommune. Jeg fik mit første kys på Diskotek Buddy Holly i Holstebro. Jeg synes diskussionen er paradoksal.
Han er ikke politiker
Men H.C. Østerby fastholder sin afstandtagen til Dan Holt Højgaards kandidatur - og understreger overfor TV MIDTVEST, at han kender ham.
- Dan er ikke politiker. Han har været med til at føre kampagner for andre kandidater. Han har et organisatorisk talent, men jeg ser ham ikke som politiker.
Til det siger Dan Holt Højgaard, at han erkender, at han ikke tidligere har været valgt til hverken kommune, region eller folketing - men han accepterer ikke borgmesterens skudsmål om, at han ikke er politiker.
- Det er en fejlslutning, han der kommer med. Jeg har været politisk aktiv siden jag var 15 år. Jeg har siddet i hovedbestyrelsen i DSU. Jeg har arbejdet for både 3F og Dansk Metal, hvor jeg har lavet politik.
- Men lad det komme an på en prøve. Jeg glæder mig til, der bliver inviteret til politiske møder, hvor min modstander og jeg kan få lov til at battle, siger Dan Holt Højgaard.
Længe til næste valg
- H.C. Østerby, Dan Holt Højgaard kender egnen, han kommer fra den gamle Aulum-Haderup Kommune. Det, kombineret med et godt netværk i København, hvorfor er det ikke nok?
- Fordi postnummeret i min optik er det, som er afgørende. Annette Lind har haft adresse i kredsen. Hun er færdedes blandt vælgerne flere dage om ugen. At Dan er vokset op i Aulum, gør ham ikke lokal, siger H.C. Østerby - og lægger vægt på, at der med stor sandsynlighed er længe til næste folketingsvalg, og at relationer kan nå at blive etableret.
- Formentlig er der to-et-halvt år til næste valg. Søren Frøstrup-Agger har god tid til at gøre sig klar. Jeg ved mere end nogen, hvordan netværk kan blive bygget op. Det er det, jeg nu vil hjælpe ham med at gøre, siger Holstebro-borgmesteren.