Her kan du få Europas bedste espresso-kaffe
På et lille vestjysk risteri laves noget af Europas bedste kaffe.
Hvor øjet end kigger hen er der kaffe - i alle afskygninger og i alle stadier. De grønne kaffebønner, som står i spande, de mørkebrune der er ved at blive ristet, og det der er færdigpakket og står klar på hylderne - klar til at blive solgt i det lille vestjyske risteri.
Blandt de poser er en af finalisterne til "Europas bedste te/kaffe/varm drik".
- Det er jo fuldstændig vanvittigt. At bliver udvalgt som en af de fire bedste, det burde slet ikke kunne lade sig gøre. Og slet ikke herude midt i ingenting. Det er altså helt sindssygt, siger Bjørn Toft Mathiesen, der er ejer af Hedekaffe, der ligger i Ulfborg Kirkeby.
Produktet bliver solgt i supermarkedet Lidl, og det er derfor, at kaffeblandingen er blandt en af de fire finalister. Et stort testpanel har nemlig smagt på flere hundrede forskellige supermarkedskaffe- og teblandinger fra mere end 23 lande. Kun kaffen fra Hedekaffe er en espressokaffe.
- Så lige nu kan vi sige, vi har Europas bedste espressokaffe, der kan købes i et supermarked i Europa. Det er jo sindssygt, at det kan lade sig gøre, udbryder den storsmilende kafferister.
Endte ved et tilfælde i supermarkedet
Alle europæiske supermarkedskæder har mulighed for at sende produkter ind til konkurrencen, som European Supermarket Magazine står bag. Og kaffen fra det vestjyske skulle selvfølgelig i den pulje.
Det fortæller Khalil Jehya Taleb, der viceindkøbsdirektør i Lidl Danmark.
Det var også ham, der tilfældigt stødte på Hedekaffe og fik Bjørn Mathiesens kaffe i sortiment.
- Feltet var jo rigtig stort, så at stå her tilbage blandt finalisterne er jo selvfølgelig en anerkendelse af produktet og ikke mindst Bjørn. Jeg kunne tydeligt mærke hans passion for kaffe, fortæller Khalil Jehya Taleb.
Kaffen bliver lige nu leveret til 145 Lidl-butikker i Danmark – men med finalepladsen er der udsigt til udvidelse.
- I og med at produktet har fået den her nominering, så er det også nemmere at sælge produktet ind til vores kolleger. Vi har både snakket om eksportmuligheder til Sverige, og hvem ved? Måske kommer vi til at se det her produkt på samtlige europæiske hylder.
Det handler om ristningen
Supremo Espressobønner, som produktet hedder, er en blanding af fem forskellige kaffer, som bliver ristet af og blandet i det gamle mejeri i Ulfborg Kirkeby, hvor Hedekaffe holder til.
- Vi vil have det ud i supermarkederne og lære folk, vi kan altså også lave kaffe her i Danmark, siger ejeren.
På Hedekaffe bruger de 18 minutter på at riste kaffebønnerne af. Andre steder skruer de op for graderne og risterne dem kun af et enkelt minut. For det vestjyske risteri betyder det, at det tager længere tid at lave en pose kaffe.
- Kvaliteten af kaffe handler om en god ristning. Det er ikke prisen på kaffebønnen, der afgør det, slår Bjørn Toft Mathiesen fast.
Alligevel er de allerede nu forberedt på at enten fordoble - eller tredoble deres produktion. Til sammenligning producerede de i alt 55 tons kaffe i 2023.
- Det ville være helt fantastisk, hvis det sker, og om ikke andet så mærker vi allerede nu virkningen af nomineringen. I næste uge har jeg tre møder med potentielt nye kunder.
Den endelig vinder findes til marts.