Beredskabschef slår alarm: - Vi kører på pumperne
Kommunal beredskabschef efterlyser flere ressourcer fra den nye beredskabsminister.
- Vi kører på pumperne lige nu.
Konstateringen kommer fra beredskabsdirektør Lasse Clemensen fra Midtjysk Brand & Redning, der dækker Viborg og Silkeborg kommuner.
- Den udvikling, der sker i samfundet, presser også os. Vi har brug for mandskab, uddannelse og udstyr for at kunne omstille os til nye tider, siger Lasse Clemensen.
Han nævner klimaforandringer og den grønne omstilling med store batterianlæg, biogasanlæg og elbiler. Det kræver nye kompetencer fra redningsmandskabet.
- En brand i en normal bil tager 45 minutter, så er vi hjemme igen. Men en brand i en elbil tager mellem to og fire timer afhængig af, hvor komplekst det er, siger beredskabsdirektøren.
Brug for næsten en fordobling
Kommunernes redningsfolk er altid de første på stedet, når der bliver slået alarm. De kommunale beredskaber står for 99 procent af beredskabet i Danmark. De har selv beregnet, at der er brug for næsten en fordobling af deres budgetter for at følge med udviklingen.
Forhandlingerne om en ny beredskabsaftale er netop genoptaget på Christiansborg. Her forhandler beredskabsminister Torsten Schack Pedersen (V) med en række partier om flere penge til det statslige beredskab (Beredskabsstyrelsen). Men de kommunale beredskaber indgår ikke i forhandlingerne.
- Det er rigtigt mange penge, man forhandler om til det statslige område. Men ministeren dækker jo hele beredskabsområdet. Jeg kunne rigtigt godt tænke mig, at vi også huskede, at det kommunale beredskab er en del af ministerens ressortområde, siger Lasse Clemensen.
Torsten Schack Pedersen understreger, at de forhandlinger, der foregår lige nu, udelukkende handler om det statslige beredskab. Det ligger i hele grundlaget for forhandlingerne.
- Opgaven er at sikre, at det statslige redningsberedskab kan håndtere de kriser, der er. I de seneste dage med voldsomt vejr har det statslige beredskab været ude flere steder for at assistere de kommunale beredskaber. Vi styrker det samlede beredskab i Danmark, siger ministeren.
- Kan du love, at der på et tidspunkt også bliver noget til de kommunale beredskaber?
- Vi kommer til i den kommende tid at kigge på vores samlede robusthed i Danmark. Så med den her aftale er vi ikke færdige, lyder svaret fra Torsten Schack Pedersen.
Enige beredskabsordførere
Flere beredskabsordførere fra Folketingets partier mener, at de kommunale beredskaber skal tilgodeses. Se mere i klippet herunder - med Lise Bech, beredskabsordfører for Danmarksdemokraterne og Carsten Bach, beredskabsordfører for Liberal Alliance.