Mor forarget over tyveri i vaskekælder: - Jeg er i chok over, man stjæler fra mit nyfødte barn
Regitze Lykke Elniff er nybagt mor for første gang, og det har budt på udfordringer, hun ikke havde forudset. Hun har fået stjålet 30 stofbleer i vaskekælderen.
For godt en uge siden meldte tørretumbleren færdig på Regitze Lykke Elniffs mobil. Efter en halv time gik hendes kæreste ned for at hente det tørre tøj som så mange gange før.
Men denne gang manglede der noget. 30 stofbleer var væk.
Der bor kun ét andet barn i området, som familien ikke mistænker. Derfor peger de på en mulig anden grund.
- Min hypotese går på, at nogen har stjålet det til andre, fortæller Regitze Lykke Elniff.
Familien vasker ofte tøj i kælderen på Danagården i Holstebro, så det kom som et chok, da stofbleerne var det eneste, der manglede.
- Jeg stoler ikke rigtig på, at jeg kan vaske dernede længere, siger Regitze Lykke Elniff, der på skift med sin kæreste sidder og holder vagt ved tørretumbleren efter hændelsen.
Familien er i chok
I tørretumbleren lå der også en dyne og noget af Regitze Lykke Elniffs tøj, men det faldt ikke i tyvens smag.
Familien er rystet over, hvordan nogen kan finde på at stjæle stofbleer, som de bruger til deres en måned gamle søn.
- Jeg er i chok over, at man stjæler fra mit nyfødte barn, siger den nybagte mor.
Det er dog ikke første tyveri i vaskekælderen den sidste måned. Regitze Lykke Elniff beretter om, at en oplader til en el-scooter også er blevet stjålet. Familien har dog ikke følt sig bekymret før nu.
- Jeg er bange for, min søns tøj bliver stjålet, fortæller den 20-årige mor til den nyfødte dreng.
Familien har politianmeldt sagen og opfordrede på Facebook tyven til at aflevere de 30 stofbleer tilbage.
Bestyrelsen skrider til handling
Efter opfordring fra beboerne har bestyrelsen på Danagården kontaktet boligforeningen, så der kan blive sat et kamera op i vaskekælderen.
- Jeg synes, det virker utrygt. Jeg burde jo kunne stole på folk, fortæller Regitze Lykke Elniff.
Familien er rystede over hændelsen og lægger vægt på, at hvis det var efter penge, man gik efter, så havde dynen været et bedre alternativ end stofbleerne.